Ny U18-træner i FCN har både landsholds- og udlandserfaring

0
1687
Anja Heiner-Møller tiltrådte 1. janaur som ny U18 DMtræner på fuldtid i FC Nordsjælland. Foto: FCN

Anja Heiner-Møller er ny cheftræner for U18 DM-pigerne i FC Nordsjælland. Hun har i første omgang sat fokus på at få rutiner og klar struktur ind på holdet efter flere trænerskift

Det er træner med erfaring fra både landshold og udlandet, som fra årsskiftet har sat i cheftrænerstolen hos FC Nordsjællands U18 DM-hold.

Anja Heiner-Møller nåede syv kampe for A-landsholdet og 37 U-landskampe, inden hun stoppede karrieren som 25-årig for at koncentrere sig om sine universitetsstudier. Siden har hun bl.a. arbejdet på idrætsefterskolen KIES og leder af Helsingør Elitesports Academy.

2017-2020 var Anja Heiner-Møller udstationeret i Canada, hvor hun bl.a. var academitræner på Vancouver Whitecaps, og siden hjemkomsten til Danmark har Anja en kort periode været cheftræner for BSF s 1. divisionskvinder og træner på Sportsefterskolen Sjælsølund. Hun er desuden assistenttræner for U16-landsholdet – en opgave hun fortsat varetager, sideløbende med det nye fuldtidsjob som U18 DM-træner.

Om de nye opgaver i FC Nordsjælland, fortæller Anja Heiner-Møller til klubbens hjemmeside:

”Min vigtigste opgave med U18 holdet her fra start, har været at skabe en klar struktur og få opsat nogle rutiner forholdsvis hurtigt, da holdet har været lidt udfordret med en del udskiftning på trænerposten det sidste års tid. Derfor var der brug for hurtigt at vise vejen og retningen for, hvordan vores hverdag kom til at køre. Det gjorde det selvfølgelig ikke meget nemmere, at dette skulle foregå under Coronarestriktionerne, men pigerne har taget godt imod det, og jeg synes, at vi, og her tænker jeg på hele teamet omkring holdet, har fået rigtig mange fine ting ud af denne periode”.

“Min vigtigste opgave med U18 holdet her fra start, har været at skabe en klar struktur og få opsat nogle rutiner”

Hun fortæller om coronasituationen med fjerntræning og samtaler over Teams. Det er der kommet en masse godt ud af, men Anja Heiner-Møller glæder sig selvsagt til, at der kan trænes fuldt ud igen uden coronarestriktioner:

”Når vi får lov til at træne med fuldt hold igen, vil vores primære opgave være at finde hinanden i FCN-spillestilen og få dette til at hænge sammen med Kvindeligaholdets arbejde med spillestilen også, således at vi kan give de U18 spillere, som får chancen, den bedst mulige overgang til seniorfodbolden i FCN”.

Produkt af elitekultur

Anja beskriver sig selv som en træner med fokus på det sociale og præstationerne på banen.

”Jeg er klart et produkt af, hvor jeg selv har været. Jeg har været i elitefodbolden, siden jeg var 15 år og jeg er firkantet omkring mødetider, forventer en stor arbejdsindsats af mine spillere og sætter pris på gå-på-mod og modet til at prøve igen, når man ikke lykkes. Dertil er jeg socialt anlagt og trives ekstremt godt i teams og er også en kæmpe holdspiller, hvorfor jeg gerne minder spillerne om det ansvar, de har for hinanden og holdet,” siger Anja Heiner-Møller til fcn.dk.