Brøndby sikkert videre til pokalfinalen

0
1877
Foto: Joh-Foto / Brøndby IF

HB Køge tog imod Brøndby IF i søndagens returopgør af semifinalen i Sydbank Kvindepokalen. Her tog Brøndby stikket hjem med en sejr på 1-2, og er dermed sikkert videre til pokalfinalen med en samlet stilling på 6-3 til vestegnsholdet.

Af Marie Bebe

På en kold og vindblæst søndag i Køge skulle det afgøres, om Brøndby IF eller HB Køge skulle kalde sig finalist i Sydbank Kvindepokalen. Gæsterne fra Brøndby havde en sejr med sig på 4-2 fra første semifinale, og presset hvilede derfor på hjemmeholdet, hvis de skulle booke en plads i finalen. HB Køges topscorer, Kyra Carusa, var inden kampen helt klar til at fighte for finalepladsen.

”Når vi nu skal i gang med den anden kamp, er det skåret ud i pap, hvad vi skal gøre og hvad vi skal opnå. Den type pres, har vi været vant til at spille under – i hvert fald siden jeg kom til, fordi vi altid har haft store forventninger til os selv. Nu skal vi igen ud og tage ejerskab over vores egen skæbne. Det tvivler jeg ikke på, at vi kan”, siger Kyra Carusa til hbkoge.dk

Sikkert Brøndby spil og fight fra Køge

Allerede få minutter inde i kampen fik Brøndbys Theresa Eslund banket en farlig bold på overlæggeren, og markede en offensiv start fra gæsterne. Kort tid efter betalte Brøndbys offensive spil sig, da Chirine Lamti scorede til 0-1 efter et stærkt og effektivt opspil. 10 minutter senere kunne Brøndbys Agnete Nielsen bringe udeholdet på 0-2. Dermed stod HB Køge overfor en enorm mundfuld med en time tilbage af kampen og en samlet stilling på 6-2. Hjemmeholdet fightede fortsat og skabte spænding i kampen, men manglede skarphed i flere situationer. Men efter 35 minutter lykkedes det Maddie Pokorny at reducere til 1-2 på et indlæg af Ribeiro. Det blev kampens halvlegsstilling efter 45 minutters intenst spil fra begge hold.

Anden halvleg startede mere forsigtigt ud fra begge parter. HB Køge fik efterhånden skabt en del gode pressituationer, men blev afvist af et rutineret Brøndby forsvar. Efter kampens første time var gassen begyndt at gå af ballonen, og der blev ikke skabt reelle chancer i nogen af enderne. HB Køge fik vist tænder med en stor chance til Kyra Carusa, der dog sparkede bolden lige ind på Brøndbys keeper, Naja Bahrenscheer. Med 10 minutter tilbage markerede udeholdet sig med et hug på stolpen fra Nanna Christiansen. I kampens sidste minutter var HB Køge tæt på en udligning, men måtte se bolden gå forbi mål.
Brøndby holdt stand hele vejen til slutfløjt og kunne juble over dagens sejr på 1-2 og en plads i finalen i Sydbank Kvindepokalen.

Brøndby IF møder FC Thy-ThistedQ i finalen i Sydbank Kvindepokalen, der spilles den 30. april.