”Charmen ved fodbold er at ha’ bolden – så må det koste lidt en gang imellem”

0
1975
Christina Jensen har været cheftræner i FC Damsø siden årsskiftet. Foto: Steen Trolle

FC Damsøs kvinder snupper den sidste billet til den nye 2. division efter et forår med få sejre og mange nederlag. Holdets nye cheftræner Christina Jensen mener holdet har udviklet sig og har det fint med, at ønsket om boldbesiddelse kan give øretæver

Tre sejre, én uafgjort og 10 nederlag. Forårets slutspil i 1. division har været hård nyser resultatmæssigt for FC Damsøs 1. divisionshold, der lørdag sluttede sæsonen med et 6-3 nederlag på udebane til Solrød FC.

FC Damsø ender dermed på 7. pladsen i pulje 1 og sikrer sig den sidste billet til den nye 2. division. Ikke noget prangende resultat, men holdets nye cheftræner Christina “Stinna” Jensen ser alligevel positivt på sit første halvår i klubben. Det fortæller hun, da FODBOLD FOR PIGER møder hende efter fjerdesidste runde, hvor Damsø havde været en tur i Næstved og tabt 3-0 til Herlufsholm.

”Vi fik en skade efter et kvarter, som viste sig at være en brækket fod. Så vi må kæmpe lidt med tingene i øjeblikket – med skader, eksamenstid osv. Men jeg synes spillerne går på med krum hals, og selv om vi scoringsmæssigt ikke har været med i kampene, så har vi ofte følt, at vi var tæt på. Og det er jo mindst lige så vigtigt, når vi går og arbejder med tingene – at vi føler, at vi et langt stykke af vejen kan være med, selv om vi møder hold, som er langt mere kyniske end os,” siger Christina Jensen.

”Der er desværre sket det i nogle kampe, at når modstanderen først har fået scoret det første mål, er målene kommet i stimer lige efter, fordi vi ikke har været koncentrerede nok. Men vi har skabt chancer i alle kampene. Vi har bare ikke været så dygtige til at score på dem,” fortsætter hun.

FC Damsø tabte 3-0 til Herlufsholm den 29. maj. Foto: Mikkel S. Hviid

Træner i 28 år

44-årige Christina Jensen er et kendt ansigt i dansk kvindefodbold. Hun har været træner, siden hun var 16 år, og var i en lang årrække U15- og senere U18 DM-træner i Brøndby. Siden har ’Stinna’ bl.a. været senior- og U18 DM-træner i B93. Men fra 1. januar 2021 har hun stået i spidsen for FC Damsøs kvinder, der sluttede efteråret på sidstepladsen i 1. divisions pulje 1 efter bare én sejr i otte kampe.

”Det har været et spændende halvår,” fortæller Christina Jensen om sin første tid i Damsø.

”Det var jo en ’sjov’ start. Holdet havde haft et lidt turbulent sidste år, og vi startede midt i en coronaperiode, hvor man ikke rigtigt vidste, hvad der var op og ned. Samtidig skulle spillerne vænne sig til at træne lidt mere og anderledes. De skulle til at træne tre gange om ugen, der er blevet lagt et nyt system, der kræver lidt mere luft i lungerne. Så det har været anderledes for spillerne. Men de er gået til sagen med krum hals”.

Hvad er det for et system, du har villet indføre?

”Vi har haft utroligt meget fokus gennem hele sæsonen på at blive bedre på bolden. Vi har villet spille fodbold. Det har så nogle gange givet nogle ordentlige klø, men andre gange er vi faktisk lykkedes ganske glimrende med det. Det vigtigste har været, at vi har kunnet tage noget med fra hver kamp”.

Fornuftigt med ny opdeling

At FC Damsø nu bliver en den af den tredjebedste række efter flere sæsoner i 1. division har cheftræneren det fint med.

”Det ville være forkert, hvis vi skulle være med i 1. division. Jo, vi ville da forsvarsmæssigt kunne drille holdene i 1. division, men vi er ikke der, hvor vi offensivt kan byde ind med noget på det niveau, så jeg synes vi ligger et fornuftigt sted. For dansk kvindefodbold synes jeg det er fornuftigt, at de hold, der er dygtigere end os, bliver matchet lidt anderledes,” siger Christina Jensen.

Dansø jubler efter en scoring i 2-0-sejren over FB. Foto: Mikkel S. Hviid

Damsø-træneren lægger dog ikke skjul på, at hun er skuffet over nogle holds tilgang til fodbold.

”Jeg synes, det er utroligt så mange hold, der spiller på de lange bolde. Sådan god gammeldags engelsk fodbold. Det er jo tilladt i dansk fodbold, så der er ikke noget galt i det, og de har været gode til det. Men jeg synes bare, at charmen ved fodbold er have bolden. Så må det koste lidt ind i mellem,” siger Christina Jensen.