DBU ’s bestyrelse siger ja til landsdækkende U16-række

0
1798
Foto: Mikkel S. Hviid

DBU’s bestyrelse har besluttet at oprette en landsdækkende U16-turnering for piger. Rækken skal styrke matchning og udvikling af landets bedste pigespillere, lyder det

Så er vejen banet for en ny, landsdækkende U16 DM-række. Med det formål at styrke matchning og udvikling for landets dygtigste fodboldpiger og give pigerne bedre udviklingsmuligheder, sagde DBU’s bestyrelse i weekenden ja til at oprette en U16 DM-række. Det skete efter indstilling fra DBU Bredde og kvindeeliteudvalget.

”Det har været en lang og grundig proces, hvor både eliten og bredden i danske pige- og kvindefodbold er blevet enige om en turneringsmodel, der giver licensklubberne den nødvendige fleksibilitet til at lave god talentudvikling. Samtidig udvises der respekt for det gode arbejde, der foregår på græsrodsniveau,” siger Mette Bach Kjær, formand i DBU’s kvindeeliteudvalg til dbu.dk.

U16-rækken bliver som den første ungdomsturnering under DBU skabt med et regelsæt for spillerlister. Det skal sikre, at der ikke rekrutteres for mange spillere fra de mindre klubber – og at licensklubberne dermed ”får større incitament til at arbejde mere langsigtet og strategisk med deres scouting og rekruttering”. Konkret betyder det, at klubberne to gange årligt skal indsende en liste med op til 24 spillere. Kun disse spillere kan som udgangspunkt bruges i turneringen.

”DBU Turnering udarbejder turneringspropositioner for den nye U16-række med tilsvarende propositioner, som er gældende for U18-DM for piger – dog med enkelte ændringer såsom regelsættet for spillerlister. Kompetencen for U16-turneringen bliver overdraget til kvindeeliteudvalget, lige som det er tilfældet med U18-DM-turneringen,” skriver dbu.dk

Læs ’regler om spillerlister for den landsdækkende U16-række’ her

Læs ’propositionsjusteringer for licensmanualen’ her