Mille Gejl og Stine Larsen skifter til svensk topklub

0
2624
Mille Gejl og Stine Larsen blev torsdag præsenteret sammen i BK Häcken. Begge har skrevet kontrakt for de næste 1,5 år. Foto: BK Häcken

Damallsvenskans nummer to, BK Häcken, forstærker sig med to danske landsholdsspillere

To danske landsholdsangribere, der tidligere har været holdkammerater i Brøndby, bliver nu angrebskolleger i en svensk topklub. Det er Stine Larsen og Mille Gejl, der har underskrevet kontrakter til udgangen af 2022 med Göteborg-klubben BK Häcken.

BK Häcken er forsvarende svenske mestre – de vandt sidste sæson under navnet “Kopparbergs/Göteborg FC” – og er lige nu nummer to i Damallsvenskan med udsigt til at skulle spille Champions League.

21-årige Mille Gejl kommer til Sverige efter tre år i Brøndby IF, mens 25-årige Stine Larsen skifter fra Aston Villa, som hun kom til sidste år efter et år i franske FC Fleury.

I forvejen råder BK Häcken over Luna Gewitz, der i februar skiftede fra Fortuna Hjørring, og Stine Larsen fortæller, at Luna Gewitz har lagt et godt ord ind om den svenske storklub.

”Det føles fantastisk at være her. Luna (Gevitz) har talt meget varmt om klubben, og det er et ekstremt godt hold, jeg kommer til. Klubben har fantastiske faciliteter, og jeg ser frem til at være en del af og spille for BK Häcken,” siger Stine Larsen til klubbens hjemmeside.

Mille Gejl siger, at ”det føles rigtig godt” at være skiftet til Häcken.

”Jeg har aldrig spillet for en klub uden for Danmark, så det føles rigtig godt at være her. Jeg har en rigtig god fornemmelse, selvom alt er nyt for mig,” siger Mille Gejl Jensen til klubbens hjemmeside.

Mille Gejl blev skadet i en Champions League-kamp for Brøndby i marts, men nåede at være med i sæsonens sidste kamp og er klar, når BK Häckens trup samles igen

efter ferien den 28. juli.