Efterskoletræneren: “Jeg håber, at opholdet hos os giver dem lyst til endnu mere fodbold”

0
1296
"Vores vigtigste fokus er, at alle spillere skal kunne blive bedre til hver eneste træning uanset hvilket niveau de er på," fortæller Line Østergaard, der er træner Hald Ege Efterskole.

Mød trænerne fra en række af landets bedste idrætsefterskoler. I dag: Line Østergaard fra Hald Ege Efterskole

  • Navn: Line Østergaard
  • Alder: 29 år
  • Skole: Hald Ege Efterskole
  • Træner-cv: Træner u16 DM i Viborg Q

Hvorfor er du fodboldtræner?

Jeg er fodboldtræner, fordi jeg elsker at se de unge mennesker udvikle sig og være med til at gøre dem bedre. Det er fedt for mig at kunne give noget af min egen erfaring som spiller videre, og så elsker jeg bare at være på banen og nørde fodbold.

Hvordan er det at være træner på en efterskole?

Det er noget andet at være træner på en efterskole end i en klub, fordi du bruger så mange tid med spillerne, og også på en anden måde end i klubben. Nogle af dem har jeg fx også til matematik, og andre laver man aktiviteter med på skolen om aftenen. På den måde får man opbygget en anden relation til dem. Man ved typisk endnu mere om dem som person end de spillere, jeg kun har i klubben, og kan derfor kan jeg hjælpe dem på en anden måde både på og udenfor banen.

Hvad er jeres vigtigste fokus i træningen?

Vores vigtigste fokus er, at alle spillere skal kunne blive bedre til hver eneste træning uanset hvilket niveau de er på. Vi vil gerne inspirere dem til at ville blive bedre hele tiden og give dem de optimale rammer for netop det.  Derudover skal vi samtidig have det sjovt og opleve det gode ved fodboldfællesskabet.

“Vi vil gerne inspirere dem til at ville blive bedre hele tiden”

Hvilken fodboldmæssig udvikling håber du, at eleverne gennemgår i løbet et skoleår hos jer?

Jeg håber at først og fremmest, at de bliver bedre og mere trygge med bolden, fordi vi bruger så mange timer på at træne. Derudover håber jeg at de får udvidet deres taktiske viden og bliver klogere som fodboldspillere. Og så håber jeg, at opholdet hos os giver dem endnu mere blod på tanden og lyst til endnu mere fodbold, når de er færdige hos os, ligegyldigt hvilket niveau de er på.

Line Østergaard er både træner på Hald Ege Efterskole og i Viborg Q.

Flere af jeres elever er samtidig elitefodboldspillere på klubplan – hvordan tager I hensyn til det?

Udover mit job på Hald Ege Efterskole er jeg træner for U16 DM-pigerne i Viborg Q – en klub hvor flere af vores elever spiller enten u16 eller u18. Det gør, at jeg sammen med pigerne kan planlægge og tilrettelægge deres træningsuger, så det hele går op i en højere enhed. Hvis der er kamp i klubben om aftenen, kan de blive sparet til træning på skolen, og omvendt kan vi tage højde for, når der spilles efterskolekampe. Det giver også mig som træner begge steder muligheden for at have endnu mere tid til spillerne, da jeg ser dem begge steder og på den måde har mulighed for at udvikle og hjælpe dem endnu mere.

Hvilken/hvilke trænere inspirerer dig, og hvorfor?

Jeg kommer fra en fodboldfamilie, hvor både min mor og far har været trænere, så idéen om at være fodboldtræner kommer ikke kun fra fremmede. Derudover er jeg blevet inspireret til at blive træner af nogle af de dygtige trænere, jeg har været heldig at have i min egen karriere og ikke mindst er jeg inspireret af flere af de kvindelige trænere, som man ser flere og flere af rundt omkring. Katrine Pedersen har altid været en jeg har set op til som spiller og nu også som træner.