Som dommer lærer man utroligt meget om sig selv

0
1066

Andrea og Johanne har savnet kvindelige forbilleder i fodbolddommer-verdenen. Nu har de valgt selv at gå foran.

Af Maria Brunsgaard Krogshede

På Nørre Nissum Efterskole har man i nogle år kunnet tage dommerkursus og blive forberedt til at dømme sine første fodboldkampe. Indtil i år har det kun været drenge, der har benyttet sig af muligheden – og det illustrerer meget godt det billede, man får på diverse stadioner landet over: der er meget få kvindelige fodbolddommere.

Det har både Andrea Birkkjær Hermann og Johanne Torp Kristensen oplevet som ungdomsspillere i diverse klubber. De er nu de to første kvindelige dommere, der er uddannet på NNE’s dommerkursus. De mener begge, at der mangler fokus på, at kvinder også kan dømme.

  • Det skal nok hjælpes lidt på vej. Små piger ser ikke så mange kvinder, der er dommere, så de tænker ikke, ”det kan jeg også blive”. Der er som om, der aldrig rigtig er blevet stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor der ingen kvinder er. Men nu hvor den første kvinde har dømt Champions League, tror jeg, der vil blive mere fokus på det, vurderer Andrea.

Den betragtning er Johanne enig i. Hun oplever, at mange piger mest spiller for hyggens skyld, men hun så selv muligheder i at kvalificere sig som fodbolddommer.

  • Jeg tænkte, at det var godt at have i fremtiden. Man kan skrive det på CV’et, måske tjene lidt penge på det, og så lærer man også spillet at kende på en anden måde, forklarer Johanne, som allerede har været ude og dømme sine første to kampe.
  • Man er lidt nervøs i starten. Det er dig, der står med ansvaret for, at det, der bliver dømt, er rigtigt. Men det gik fint. De første kampe har man en vejleder med, som giver feedback, fortæller hun.

Man udvikler sig som dommer

For Andrea var motivationen til at uddanne sig som dommer mere personlig udvikling. Lige som Johanne ville hun gerne lære spillet bedre at kende og udvikle sig som fodboldspiller, men først og fremmest var hun interesseret i, hvordan det ville udvikle hende som menneske.

  • Man lærer utroligt meget om sig selv og om, hvordan man skal agere og tage ansvar. Man skal ikke lade sig påvirke, og så alligevel lade sig påvirke – det er en balance, man skal finde, forklarer Andrea.

Hun har kun dømt en kamp, men føler allerede, at hun har lært rigtig meget.

  • Jeg kan også bruge det, når jeg selv spiller. Så har man i baghovedet at kigge på, hvordan dommeren gør, og hvorfor. Det har været spændende at gå i dybden med reglerne, så man helt forstår, hvorfor der bliver dømt indirekte frispark i dén situation osv., lyder det fra Andrea.

Ved siden af fodbolddommer-tjansen spiller de to piger begge selv fodbold på NNE’s førstehold.