Kim Daugaard ny cheftræner for de danske mestre

0
1090
Efter to år som assistenttræner bliver Kim Daugaard nu cheftræner for HB Køges danske mestre. Foto: HB Køge

Den tidligere Brøndby-spiller Kim Daugaard afløser Søren Randa-Boldt som cheftræner for de danske mestre HB Køge. “Jeg glæder mig helt vildt til at stå med ansvaret selv,” siger Kim Daugaard, som har været assistenttræner i to år

Det bliver assistenttræner Kim Daugaard, der afløser Søren Randa-Boldt som cheftræner for de danske mestre HB Køge. Den tidligere superligaspiller, som nåede mere end 450 kampe for Brøndby, blev tirsdag præsenteret som afløser for Søren Randa-Boldt, der har valgt at stoppe for at tage en pause fra fodbolden.

49-årige Kim Daugaard fortæller til HB Køges hjemmeside, at det var en “no-brainer” at sige ja til cheftrænerjobbet efter to år som assistenttræner.

“Jeg er mega glad og stolt over at få chancen, og jeg glæder mig helt vildt til at stå med ansvaret selv. Det er ikke mange andre, der får chancen for at træne landets bedste hold. Jeg har haft to år i kvindefodbolden, og føler mig rigtig godt tilpas her, og derfor glæder jeg mig helt vildt,” siger Daugaard i et stort interview med HBKoge.dk.

 

Læs: Søren Randa-Boldt stopper som cheftræner i HB Køge

Hb Køge har vundet mesterskabet tre år i træk og skal igen i år spille Champions League. Kim Daugaard er overbevist om, at HB Køge kan nå endnu længere.

“Vi er slet ikke på toppen endnu. Hverken i Danmark eller i Europa. Det går kun en vej. Jeg ved jo godt, at der bliver flere og flere store klubber rundt om i verden, og det vil også blive sværere og sværere for os at komme i Champions League igen, men det er en dejlig stor udfordring. Vi skal stadig gå efter det, og derfor er vi også nødt til at presse os selv ved at dygtiggøre og forbedre os hver eneste dag til træning,” siger Kim Daugaard.

Han har ikke de store revolutioner i ærmet men bebuder, at HB Køge skal være endnu mere bold-besiddende i sit spil:

Læs: Søren Randa-Boldt stopper som cheftræner i HB Køge

“Der er ingen grund til at lave fuldstændig om på det hele, når vi har vundet tre år i træk. Men selvfølgelig har jeg mine egne ideer. Der vil være nogle småjusteringer, og vi må også se på, hvilke typer, vi får ind på holdet i transfervinduet. Men det er klart, at vores direkte og målsøgende spil skal vi fortsat have, og så skal vi arbejde videre på at blive endnu bedre til holde i bolden i perioder, så vi også kan kontrollere kampene endnu bedre. Vi har allerede rykket os meget på det punkt i løbet af de seneste år. Det går den rigtige vej, men det vigtigste vil altid være, at vi vinder kampene,” siger Kim Daugaard.

Hele interviewet med den nye cheftræner kan læses her

HB Køge starter træningen igen den 18. juli.