Lær navnet ’FC King George’ – for de er lige rykket op i 2. division

0
3980
Oprykningen er sikret. Foto: Elisa Linde Jørgensen

Esbjerg-klubben FC King George, der blev dannet på et værtshus af samme navn i 2000, vandt kvindeserie vest og er nu klar til 2. division

FC King George er ikke umiddelbart et navn, der lyder af Vestjylland og kvindefodbold. Men fra den kommende sæson bliver en klub med netop dét navn en del af de bedste kvinderækker i Danmark. FC King George fra Esbjerg vandt nemlig kvindeserie vest og er nu klar til 2. division pulje 2, hvor de skal dyste mod klubber som Brabrand IF, Kolding IF, Team Viborg og Vildbjerg.

En stærk slutspurt i foråret med seks sejre i syv kampe sikrede førstepladsen i kvindeserie Vest pulje 252 foran ASA og Odense Q.

“Vi er pavestolte af pigerne, og at det er lykkedes at rykke op, trods en svær start på sæsonen. Vores målsætning er at kunne begå sig i 2. division, men også at kunne hæve overliggeren for pigerne på dette fantastiske hold,” siger Morten Svane, cheftræner for FC King George, til fodboldforpiger.dk.

Grundlagt på et værtshus

Men hvem er de – og hvorfor hedder de FC King George? Jo, forklarer Morten Svane i en mail: FC King George blev dannet tilbage i 2000 på værtshuset FC King George i Esbjerg af Jacob Haag, som fortsat er klubbens formand. Dengang var der kun herrefodbold hos ‘kongerne’, men i 2007 blev der startet en kvindeafdeling “med det formål at tilbyde kvinder mulighed for at hygge sig med fodbold”.

“Siden er det blevet større og større, med flere og flere dygtige spillere, og man er gået fra serie 2 til kvindeserien og nu 2. division,” fortæller Morten Svane.

“Vi er en klub som bygger på værdierne, at der skal være plads til alle og vi kan rumme alle. Der har plads til dem med to venstre føder og dem som aldrig har spillet fodbold, men bare gerne vil hygge. Der er plads til dem som tager deres fodbold seriøst, og gerne vil have en seriøs træning,” siger han.

“Vi er en klub som bygger på værdierne, at der skal være plads til alle og vi kan rumme alle,” siger Morten Svane. Foto: Elisa Linde Jørgensen

”Vi har ikke set os tilbage”

Han kom til klubben som assistenttræner for herreholdet i 2015, men fra foråret 2017 blev han cheftræner for kvinderne, og i efteråret 2017 rykkede klubben for første gang op i kvindeserien. Året efter rykkede de ud igen, men i 2021 var de tilbage ”og siden har vi ikke set os tilbage,” som Morten Svane siger.

I efteråret 2022 vandt de kvindeserie vest foran Odense Q og var dermed favoritter til oprykningen i foråret 2023. Med nye unge spillere og nogle rutinerede kræfter kom de også fint fra start i foråret 2023.  Det blev til fire point i forårets to første kampe røg holdet dog ind i to nederlag, og dermed var der langt til den oprykning, der var forårets mål.

”Men så satte vi i trænerteamet os sammen med holdet, kiggede hinanden i øjnene og sagde, at nu tager vi en kamp ad gangen. Derefter vinder vi seks kampe og spiller én uafgjort,” siger Morten Svane.

Esbjerg skal på kvinde-landkortet

Nu gælder det så 2. division, og det har sendt trænere og spillere på jagt efter sponsorer, der vil støtte Esbjergs nye divisionshold.

”Vi forsøger nu at banke på dørene hos virksomhederne i Esbjerg kommune for at gøre opmærksom på dette fantastiske hold. For nu skal Esbjerg på landkortet med et kvindehold. Vi er i divisionsrækkerne og det skal vi bære frugt af,” siger Morten Svane.

”Vi vil gerne have en bus til udebaneture og flere forskellige ting, så der venter en del arbejde for os henover sommeren. Vi skal have fortalt Esbjerg by, at vi skal gøre vilkårene bedre for kvindefodbold i Esbjerg. Så vi håber og tror, der er nogen i Esbjerg, som vil hjælpe os med den målsætning. Så skal vi nok gøre vores på banen til at vise vi hører til i divisionsrækkerne,” fortsætter han.

Om ambitionerne for 2. division, siger cheftræneren:

”Vi er ikke bare kommet op for at kigge med. Nej, vi kommer for at drille alle hold, og det ved vi, at vi kan. Så de andre hold skal være klar når de møder FC King George”.