Bekymring efter danske klubbers exit fra Champions League: Ikke gode nok

0
965
”For at højne niveauet og klare sig internationalt må klubberne prioritere kvinde-fodbolden langt højere,” siger Lars Søndergaard til TV3 Sport. Foto: Anders Kjærbye - dbufoto.dk

HB Køge og Brøndby er ude af kvindernes Champions League. Spillerne bliver presset for lidt i den danske liga, mener den afgående landstræner Lars Søndergaard

Lørdag vandt HB Køge og Brøndby deres sidste kampe i miniturneringen i 1. kvalifikationsrunde til Champions League. Men sejrene over Ki Klaksvik (3-1) og FC Minsk (2-1) er kun et plaster på såret, for begge de danske klubber er ude af Champions League, efter at HB Køge tabte 1-2 til finske KuPS Kuopio og Brøndby tabte 0-1 til skotske Celtic FC i onsdagens semifinale.

Nederlagene betyder ifølge TV3 Sport, at danske klubber fremover får endnu sværere ved at overleve 1. og 2. kvalifikation i Champions League eller at kvalificere sig til gruppespillet, ligesom det får indflydelse på koefficient-ranglisten og dermed seedningen.

Lars Søndergaard: Ikke gode nok

Den nu afgående landstræner Lars Søndergaard mener, at de danske hold sakker bag ud, fordi spillerne ikke presses nok i den hjemlige liga.

”Jeg blev ofte kritiseret for at foretrække spillere i udlandet fremfor spillere i Gjensidige Kvindeliga. Men de var ganske enkelt ikke gode nok. Dertil blev de presset alt for lidt i den hjemlige liga,” siger han til TV3 Sport.

”For at højne niveauet og klare sig internationalt må klubberne prioritere kvinde-fodbolden langt højere,” siger Lars Søndergaard til TV3 Sport.

Brug for professionalisering

Han mener ligesom Mette Bach Kjær, der er medlem af DBUs bestyrelse, at der er brug for en professionalisering af de danske klubber. Mette Bach Kjær siger til TV3 Sport, at målet må være højere løn og længerevarende kontrakter, så klubberne kan holde på de bedste spillere.

”Vores klubber er nødt at være bedre til at lave længere kontrakter med spillerne, mindst to år, og så genforhandle dem allerede efter det første halve år for at mindske risikoen for at miste dem på en fri transfer. Det kræver formentlig, at de må lønne dem højere, men det er givetvis økonomisk bedre i det lange løb,” siger Mette Bach Kjær.

Hun har længe kæmpet for, at der indføres en træningskompensation internationalt på kvindesiden, ligesom der gælder for mændene. Det vil sige, at klubberne kompenseres, når spillere sælges til udlandet. Et sådan system ventes FIFA at indføre fra 2025.