Fodbold-invalid som 19-årig: Sara lider af kompartment syndrom

0
3429
Sara nåede på sit første år at spille 1144 minutters kamp for University of Kentucky før kroppen sagde fra.

I august 2021 tog Sara Makoben Blessing ud på det, hun troede skulle være hendes livs rejse. Hun fløj mod Kentucky i USA for at studere og spille fodbold på Division 1 skolen, University of Kentucky. Men bare en måned efter afrejse begyndte smerterne, og efter tre måneder fik Sara konstateret kompartment syndrom

Af Astrid Simone Trolle

Sara Makoben-Blessing sagde i august 2021 farvel og på gensyn til venner og familie i Kastrup Lufthavn. Nu skulle hun afsted mod et nyt eventyr, der ventede i den amerikanske stat Kentucky.

Få måneder forinden havde hun underskrevet en fireårig collegeaftale med Division 1 skolen, University of Kentucky, der har over 30.000 elever og ligger under en times kørsel fra statens hovedstad Frankfurt. Sara var klar til en fireårig rejse, der skulle kombinere hendes store passion for fodbold med muligheden for at tage en uddannelse i psykologi.

13 år i Brøndby

Før rejsen til Kentucky var Sara en rigtig Brøndbypige. Med bopæl på Vestegnen var det oplagt at melde sig ind i Brøndby IF, da hun tilbage i 2007 valgte at starte til fodbold.

Siden har hjertet banket for Brøndby. En klub, der ifølge Sara både har udviklet hende som spiller og givet hende utallige minder.

Udviklingen førte til, at hun allerede i ungdomsårene rykkede op før sine medspillere og prøvede kræfter med årgangen over sin egen. På u18 boomede det virkelig for Sara. Hun blev en fast del af start 11 og fik anførerbindet. Som 18-årig skrev Sara sin første kontrakt med kvindeligaholdet i Brøndby, og her spillede hun indtil sin afrejse til Kentucky. Hele 13 år nåede Sara at spille i Brøndby, inden det i 2021 var på tide at prøve noget .

”Uden at vide, hvad der reelt ventede mig, sprang jeg ud i det, og jeg er så taknemmelig for de oplevelser, jeg for altid vil have dem med mig”, fortæller Sara.

Sara med holdkammeraterne fra Kentucky efter sejr.

Ekstrem smerte

I Kentucky venter der Sara en helt ny hverdag med daglige træningspas. Men efter blot en måned begynder kroppen at sige fra. Det venstre underben føles mærkeligt. I starten er det ikke reelle smerter – det føles mere som en slags stød igennem benet. Sara vælger i første omgang ikke at fortælle sine trænere om problemerne.

”Det var enormt svært at forklare på engelsk, så jeg lod som ingenting og spillede videre. Efter et par uger blev det til en næsten konstant smerte i begge ben, og jeg måtte ofte sidde på sidelinjen til træning, så jeg kunne holde til at spille de to kampe om ugen,” fortæller hun.

“Efter et par uger blev det til en næsten konstant smerte i begge ben”

Derfra tog det fart. En gåtur var nu forbundet med ekstrem smerte, og Sara måtte tage smertestillende hver dag. Derfor blev det også nødvendigt at sætte træningen i bero.

”I starten tager hverken jeg eller min fysioterapeut symptomerne seriøst. Vi er sikre på, at det bare er lidt overbelastning, da man i Danmark ikke er vant til træning næsten hver dag og 2×90 minutters kamp om ugen,” siger Sara.

Sara fejrer scoring med holdkammeraterne.

Kompartment syndrom

Men smerterne fortsatte og blev hele tiden værre, også i hendes hverdagsliv, derfor begyndte Saras fysioterapeut at opsøge læger. Derfra gik det stærkt. Sara fik konstateret kompartment syndrom. Kompartment syndrom er en tilstand, som opstår, når der er et øget tryk i en muskelloge. Det forværrer cirkulationen og det giver smerter.

Så snart lægerne har konstateret, at en patient har kompartment syndrom, skal man have foretaget en tryktest inden en mulig operation. En tyk nål stikkes igennem hvert ben 13 gange; dét er ifølge Sara ikke for sarte sjæle. Dernæst bedøves patienten, og lægerne måler trykket i begge lægge.

Derefter skal man løbe på et løbebånd, indtil smerterne er så slemme, at det er umuligt at fortsætte. For Saras vedkommende var lægerne ikke i tvivl om, at hun skulle opereres. Hvert ben har fire kompartments, og hos Sara var trykket i alle fire for højt. Operationen foregik ved, at lægerne skar hende op tre steder på hvert underben, to steder på ydersiden af skinnebenet og en på indersiden. Formålet er at skære op for at få lettet det høje tryk.

For at kunne holde smerterne ud blev behandling en nødvendig del af hverdagen for Sara.

Forgæves operation

Efter Saras operation var det tid til et længere genoptræningsforløb, mens hendes holdkammerater trænede videre.

”Jeg var væk fra fodboldbanen i fem måneder i første omgang. Efter 3-4 uger på krykker var det meget simple øvelser såsom at gå, bevæge tæer, ankler osv., at jeg kunne foretage mig. Derefter gik jeg så småt i gang med at få noget styrke tilbage i lægge, lår, hofter og core. Jeg havde genoptræning stort set hver dag efter operationen, indtil jeg var tilbage på banen. Men operationen havde desværre ikke haft det ønskede resultat og smerterne kom hurtigt tilbage igen.”

“operationen havde desværre ikke haft det ønskede resultat”

Efter mange måneder i USA måtte Sara rejse tilbage til Danmark for at passe på sig selv. Drømmen om en unik fireårig oplevelse, der skulle kombinere fodbold på højt plan med en bachelor i psykologi, var blevet taget fra hende.

Behandling og genoptræning blev en stor del af Saras hverdag, her ligger hun med benene oppe, for at få blodet cirkuleret rundt i benene.

Savner fællesskabet

I dag er Sara 21 år og har helt måttet opgive at spille fodbold, fordi smerterne er for slemme. Faktisk har hun hele tiden gener. Hun oplever en konstant summen i fødderne, og hvis hun skal stå op i flere timer, er der smerter i begge lægge og ankler, ligesom anklerne kan finde på at hæve op. Sara har opsøgt flere læger i Danmark i håb om, at hun kan komme til at løbe igen uden smerter. Men foreløbig har ingen læger kunnet hjælpe hende. Og et liv med fodbold får hun nok aldrig tilbage.

”Jeg savner at have et hold omkring mig hele tiden. Jeg elskede dynamikken, som man har på et fodboldhold, og det mangler jeg meget i min hverdag,” fortæller Sara – og fortsætter:

”Det lyder måske lidt banalt, men jeg savner at have noget, som jeg ved, at jeg er god til. Fodbold var på mange måder min identitet, så det har været, og er det stadig, enormt udfordrende at “miste” så stor en del af sig selv. Fodbold er det, som kan gøre mig mest glad og mest frustreret, og jeg glæder mig til at finde noget andet, som jeg virkelig kan gå op i på samme måde, selvom det nok ikke er muligt. Og så må jeg også indrømme, at jeg savner følelsen af at vinde en kamp – det er der absolut intet der kan slå”.

Sara i aktion mod en spiller fra en anden Division 1-skole, Purdue Boilermarkers.