20 HB Køge-piger har færdiggjort C2-træneruddannelse

0
616
Mandag aften var sidste kursusdag for 20 HB Køge-ungdomsspillere, der nu har afsluttet C2-træneruddannelsen. Foto. HB Køge

HB Køge tilbyder træneruddannelse til sine ungdomsspillere. Mandag aften afsluttede 20 spillere fra U16- og U19-holdet trin 2 i DBUs træneruddannelser

20 af HB Køges ældste, kvindelige ungdomsspillere havde mandag aften deres sidste kursusdag på DBUs C2-træneruddannelse, som er trin to i UEFA og DBUs træneruddannelser. Pigerne, der alle er aktive som spillere på enten HB Køges U16- eller U19-pigehold, trænede endnu yngre piger fra moderklubben Køge Boldklubs ungdomshold som led i træneruddannelsen, de påbegyndte i november måned. Det fortæller klubben på sin hjemmeside.

I følge HB Køge er klubben den eneste i landet, hvor ungdomsspillere tilbydes en organiseret træneruddannelse i så stort et omfang.

“Det er vigtigt for HB Køge som klub, at vi tager ansvar og bruger både tid og ressourcer på at uddanne vores spillere til trænergerningen. Der er mangel på fodboldtrænere i Danmark og det problem føler vi et ansvar for at være med til at løse. Og så gavner det jo også os selv og vores moderklubber, at vi får en masse dygtige unge trænere til rådighed, som kan hjælpe os med at træne vores børnehold og bidrage til vores ekstra træningstilbud som HB Køge Skills, fællestræninger og vores træningscamps,” forklarer HB Køges Head of Coaching Klaus Tølbøll til hjemmesiden.

Han roser pigernes store engagement på træneruddannelse. De er vokset med opgaven og er blevet nogen, de andre piger kan spejle sig i.

DBU: Håber HB Køge-model kan bredes ud

Trænerudvikler hos DBU Steen Gleie konstaterer, at træneruddannelsen har styrket sammenholdet på tværs af hold og aldre.

“Vi har oplevet det som et meget positivt initiativ for alle parter – så vi håber, det kan gentages i HB Køge og bredes ud til andre klubber i de kommende år,” siger Steen Gleie til hbkoege.dk

LÆS OGSÅ: Fem fede lydbøger til udekampene