FC København laver partnerskab med en af nordens førende kvindeklubber

0
839
Foto: Andreas Højberg, FCK Media

FC København og svensk FC Rosengård indgår sportsligt partnerskab, der skal styrke udviklingen af kvindefodbold og talentudvikling i Øresundsregionen

FC København går nu i et tæt sportsligt samarbejde med en af nordens førende kvindeklubber, FC Rosengård i Malmø. Samarbejdet har fokus på at styrke udviklingen af kvindefodbold og talentudvikling i Øresundsregionen, skriver FCK på sin hjemmeside.

”Vi har store ambitioner for vores kvindehold, og derfor er det oplagt for os at hente inspiration hos nogle af de bedste,” siger Rebecca Steel, chef for F.C. København Kvindefodbold.

FC Rosengårds kvindehold har vundet 13 svenske mesterskaber og har erfaring fra adskillige års Champions League-turneringer.

“I Danmark har vi fortsat meget at lære indenfor kvindefodbold, og da FC Rosengård er blandt de dygtigste i Norden, kommer vi nu i mesterlære i at udvikle et kvindehold på internationalt niveau. Det her partnerskab er helt unikt for dansk pige- og kvindefodbold,” siger Rebecca Steel.

Udveksle viden

Helt konkret byder partnerskabet på udveksling af viden, værktøjer, kompetencer og ressourcer på tværs af de to klubber. Medarbejdere fra F.C. København vil derfor regelmæssigt være til stede hos FC Rosengård og omvendt.

”Vi er meget glade for det her samarbejde, og vi tror på, at vi gensidigt kan styrke hinanden på mange planer. Derfor håber vi også på, at vi kan lægge mere til vores samarbejde løbende,” siger ordførende direktør i FC Rosengård, Håkan Wifvesson, til FCKs hjemmeside.

FC København annoncerede sidste år, at klubben vil have et kvindehold, som kan vinde danmarksmesterskaber og spille med i Champions League. Ved årsskiftet indgik FC København en overbygningsaftale med FC Damsø om at overtage Damsøs 2. divisionshold.

Læs også:

FC Damsø sagde klart ja: Vejen banet for FC Københavns kvindehold