FC Nordsjælland slår Brøndby i pokalfinalen og vinder “The Double”

0
757
FC Nordsjælland fejrer mesterskabet. Fire dage senere kunne de juble igen efter sejren over Brøndby i pokalfinalen. Foto fra FC Nordsjællands facebookside

FC Nordsjælland sætter trumf på en fantastisk sæson og vinder pokalfinalen med 2-1 over Brøndby IF

Lørdag blev de danske mestre, og nu kan FC Nordsjælland kalde sig pokalmester og dermed vinder af The Double.

På bare fire dage har FC Nordsjælland vundet begge de to store pokaler i dansk kvindefodbold.

I lørdags blev DM-titlen sikret med 1-1 ude mod Brøndby, og onsdag aften gik det igen ud over Brøndby, som blev slået 2-1 i finalen i Gjensidige Kvindepokalen, der blev spillet i MCH Arena i Herning.

Første halvleg endte målløs, men 13 minutter inde i 2. halvleg blev FC Nordsjælland sendt i front af Emilia Asgeirsdottir og et kvarter senere gjorde Alma Marie Plank Aagaard det til 2-0.

Brøndbys Julie Tavlo Petersson fik reduceret og i overtiden var det tæt på en udligning. Men det blev kun til det ene mål. Dermed vinder FC Nordsjælland pokalen for andet år i træk.

“Det er vanvittigt. Det er alt, vi har drømt om i den her sæson. Vi har rent faktisk drømt om det. Vi har troet på det selv, og nu står vi her. Det er fantastisk, siger” siger FCN-keeper Amanda Brunholt til DR Sporten.

“Det er vanvittigt. Det er alt, vi har drømt om i den her sæson”

Amanda Brunholt til DR Sporten

“Der er nok ikke nogen andre end os selv, der havde regnet med, at vi ville stå her, så det er bare fedt at vise dem, at man skal holde øje med FC Nordsjælland,” siger hun.