Tidligere landsholdsprofil styrker landsholdet i jagten på VM og OL

0
982
Mariann Gajhede Knudsen i aktion for landsholdet i 2014. Foto: Anders Kjærbye, fodboldbilleder.dk

Mariann Gajhede Knudsen bliver leder af et nyt projekt i DBU, der har til formål at videreudvikle potentielle A-landsholdsspillere og optimere mulighederne for kvalifikation til VM 2027 og OL 2028.

Kvindelandsholdet kæmper denne sommer for at spille sig til EM 2025 i Schweiz, og for få uger siden adskilte kun få minutter Danmark fra en sensationel sejr over verdensmestrene fra Spanien.

Fokus er dog ikke kun på at levere resultater her og nu, men også at vinde på den lange bane. Derfor har DBU udpeget Mariann Gajhede Knudsen som projektleder, hvor hun skal arbejde på at forbedre mulighederne for dansk deltagelse i både VM 2027 i Brasilien og OL 2028 i Los Angeles.

Det skriver DBU i en pressemeddelelse.

Den altoverskyggende opgave for den tidligere midtbanemotor på A-landsholdet bliver at understøtte udviklingen af potentielle, kommende A-landsholdsspillere i samarbejde med deres klubber.

Mere konkurrencedygtig

Peter Møller, fodbolddirektør i DBU, glæder sig over ansættelsen:

”Vi arbejder hele tiden på at styrke setuppet omkring Kvindelandsholdet, og det her er endnu et positivt skridt. Med projektet skal vi øge kvaliteten af vores bedste spillere på og omkring Kvindelandsholdet, så vi bliver endnu mere konkurrencedygtige på højeste, internationale niveau,” siger Peter Møller.

”Jeg er rigtig glad for, at Mariann kommer til at stå i spidsen for det vigtige stykke arbejde de næste tre år, så vi kan komme endnu tættere på at realisere drømmen om at vinde pokalen til de store mesterskaber,” siger Peter Møller.

“Mariann kommer til at stå i spidsen for det vigtige stykke arbejde de næste tre år”

Vil løfte landsholdet

39-årige Mariann Gajhede Knudsen kommer til at have direkte kontakt til en gruppe af potentielle A-landsholdsspillere, der ud fra position og potentiale er udvalgt til projektet. Hun vil være en ekstra support for spillerne og vil i samarbejde med deres klubber hjælpe spillerne med at sikre de optimale rammer og udviklingsmuligheder i hverdagen:

”Jeg er rigtig glad for det her initiativ, hvor vi kan udvikle den enkelte spiller. Jeg glæder mig til at kunne være en lille brik i forhåbentlig at løfte Kvindelandsholdet og være med til at støtte de udvalgte spillere igennem op- og nedture,” siger Mariann Gajhede Knudsen.

Landsholdet fejrer en scoring i en testkamp mod Østrig i Spanien tidligere på året. Foto: Anders Kjærbye – dbufoto.dk

Mariann Gajhede Knudsen vil med hjælp fra fageksperter i både DBU og klubberne understøtte spillerne alt efter deres behov. Det kan være med kost og ernæring, sportspsykologi eller individuel (fysisk) træning. Samtidig arbejder Andrée Jeglertz og Kvindelandsholdets trænerstab med det taktiske og tekniske omkring de spillere, der inde omkring A-landsholdet.

Den tidligere landsholdsprofil, der står noteret for 107 A-landskampe, er blevet ansat i en deltidsstilling frem til sommeren 2028. Hun er uddannet fysioterapeut og har UEFA A-trænerlicens.