Kasper Kurland klar til stort hollandsk skridt: ‘Jeg går topmotiveret ind til jobbet’

Foto: FC Nordsjælland

Kasper Kurland glæder sig til at vende tilbage til trænergerningen, og han ser det kommende job i PSV Eindhoven som en stor og spændende udfordring. 

Efter hele 13 år i FC Nordsjælland drager Kasper Kurland til sommer videre, når han fra næste sæson skal stå i spidsen for den hollandske storklub PSV Eindhoven.

Dermed bliver det også en tilbagevenden til trænergerningen for 47-årige Kurland, som kom til FC Nordsjælland i 2013 og i de seneste år har varetaget en kombineret stilling som Head of Coaching og Teknisk Direktør på kvindesiden.

Nu ser hovedpersonen frem til igen at vende tilbage til sidelinjen:

– Jeg har jo altid været træner. Det er der, hvor min ambitioner har været. Det er der, som jeg primært har udviklet mig i FC Nordsjælland. men de sidste tre år, hvor jeg har været leder, har givet mig mere, end jeg troede, det ville give mig, siger han i et interview med Fodbold For Piger.

Selvom Kasper Kurland nu glæder sig til igen at trække i trænertøjet, så er han overbevist om, at de seneste års erfaringer med andre stillinger i FCN har klargjort ham til sit første store trænerjob på seniorplan.

– Det har været tre virkelig lærerige og givtige år for mig i min udvikling. Og jeg er et endnu bedre sted nu i forhold til at skulle tage den nye udfordring op i PSV som cheftræner, end jeg tror, jeg ville have været, hvis jeg kun havde været træner op til nu.

– Jeg har fået en dybere indsigt i, hvad det vil sige at være leder i fodboldverdenen, og hvad det vil sige at have personaleansvar, hvad det vil sige at arbejde med strategi og med mennesker og med udviklingsplaner, og med at arbejde med et helt setup fra ungdom til førstehold, som jeg jo ikke havde da jeg udelukkende var træner.

Får Kasper Kurland bliver en af forskellene fra sine tidligere trænerjobs på U17 og U19-niveau, at han nu får en langt større stab under sig i PSV.

– Selvfølgelig skal jeg så også være cheftræner på banen, men i og med, at jeg har så mange kompetente trænere med mig, så skal jeg selvfølgelig også lede dem. Sådan så det jo ikke bare er mig, der kører showet.

– Så den ledelse af staben, som jo er det samme i A-Liga-klubberne, der opererer på højt niveau, og i Superliga-klubberne, der opererer på højt niveau, det har helt sikkert været med til at forberede mig i endnu højere grad til det her kæmpestore job, jeg skal have i PSV.

Historisk udgangspunkt

Atypisk for et trænerskifte overtager Kasper Kurland den hollandske storklub, efter at holdet for nylig har vundet det første mesterskab på kvindesiden, mens holdet også nåede en pokalfinale, som dog blev tabt til Twente

Det betyder også, at armbevægelserne blot er endnu større til holdet, som Kasper Kurland nu skal stå i spidsen for.

– De er netop blevet mestre og har taget et kæmpe skridt op. Det er første gang, de er blevet mester på kvindesiden. Så nu er der jo en kæmpe motivation i at vinde back-to-back. Og med de udfordringer, vi skal have i kvalifikationen til Champions League, så bliver det jo en kæmpe stor udfordring.

Presset trykker dog ikke Kurland, som ser det som en klar fordel at overtage et hold i mesterskabs-medvind.

– Normalvis så tager man jo over i en klub, hvor det går dårligt, og her får jeg en kæmpe mulighed for at komme ind i en klub, hvor tingene rent faktisk går godt, og hvor jeg kan være med til at løfte det til et endnu højere niveau.

– Jeg vil hellere overtage dem, der er blevet mestre, end dem, der er blevet nummer fire eller fem, for så ved man, at der er en del hold over en, som står et bedre sted. Der er i hvert fald to rigtig store konkurrenter omkring os i Ajax og Twente.

Trods det gode udgangspunkt er Kurland fast besluttet på at sætte sig eget præg på tingene fra start, og han har også allerede oplevet stærk opbakning fra PSV i forhold til spillerrekruttering, hvor flere ting allerede er på plads.

– Så derfor glæder jeg mig bare over den her udfordring, som det bliver, og jeg går topmotiveret ind til det. Og jeg er glad for, at de ligger der, hvor de gør, fordi de giver de udfordringer fra start, som de gerne vil have. Nemlig at kunne forsøge at kvalificere holdet til Champions League og spille Super Cup tidligt på sæsonen.

Samtidig ser Kurland mange ligheder med den måde, som PSV er opbygget i forhold til det han kender indgående fra sine mange år i Farum.

– Og så er det jo en klub, som på områder minder om FCN i forhold til, at på tværs af alle arbejder sammen. Det er de samme spillemæssige principper, og det er de samme værdier klubben har. Det er den samme ledelse og bestyrelse, som arbejder på både herre- og kvindesiden.

– Derfor er det jo også kæmpestort, at begge førstehold i klubben er blevet mester i år. Det er jo historisk.

Kurland beskriver den hollandske liga som stærkere end den danske qua de flere fuldtidsprofessionelle hold, mens konkurrencen nu også styrkes til næste sæson, hvor ligaen reduceres fra 12 til 10 hold, mens antallet af kampe øges fra 22 til 27 på en sæson.

Funch følger med

Kasper Kurland bliver ikke den eneste, der tager turen fra FC Nordsjælland til PSV denne sommer – det samme gør offensivprofilen Josefine Funch, der allerede i vinter blev præsenteret fra den kommende sæson hos PSV.

– Jamen det bliver jo superfedt. Det var en aftale, der blev lavet et godt stykke tid før, at min aftale blev lavet. Så det var jeg jo egentlig klar over allerede, da det var, at jeg havde samtaler. Men det bliver jo superfedt. Nu må vi sammen prøve at se, om vi kan få lært lidt hollandsk, så vi kan begås.

– Jeg kender selvfølgelig hendes kvaliteter, og klubben kender hendes kvaliteter. Det er altid rart, at der er en, som man kender. Så det ser jeg kun som en kæmpe plus.

Udover Josefine Funch råder PSV også allerede nu over en anden dansker – nemlig den 30-årige højreback Sara Thrige.