I den kommende tid endevender fodboldtræner Allan Drost landets 11 bedste klubber og ser nærmere på, hvilken sommer der venter dem – det er nu bliver tid til midterfeltet af, der hverken har en ekstrem eller helt rolig periode i vente.
en ugentlig klumme hos Fodbold For Piger vil fodboldtræner Allan Drost give taktiske og strategiske analyser og perspektiver på de bedste danske fodboldklubber og de aktuelle ting, der rør sig i og omkring klubberne.
I den kommende tid vil han nu se nærmere på Danmarks 11 bedste klubber netop nu – de seks hold i A-Ligaen samt Kvalifikationsspillets hold med undtagelse af Østerbro IF, der ikke spiller en rolle i oprykningskampen. Disse hold vil blive sat under lup, og de vil blive analyseret vurderet ud fra, hvilken sommer der venter – ud fra parametre som historik, sportslige og strategiske ambitioner samt den aktuelle trup- og trænersituation.
Sommeren der kan definere den nye A-Liga: Hvem står med den største opgave (nr. 5-8)?
Transfervinduer bliver ofte reduceret til navne. De mest afgørende valg i et transfervindue handler imidlertid sjældent om aktivitet men derimod om retning. Om klubberne forstår deres egen situation – og bygger en trup, der passer til den virkelighed de selv har skabt.
Og netop i år er præmissen skærpet. Hele 11 klubber konkurrerer lige nu om de 10 pladser i næste sæsons A-Liga. Der tegner sig særdeles interessante – og forskelligartede – udfordringer på tværs af klubberne.
I denne serie gennemgås de én for én, rangordnet efter de klubber der i mine øjne står foran den største opgave (øverst på listen) og ned til de klubber der i højere grad skal tage udgangspunkt i kontinuitet og at få det eksisterende fundament til at blive endnu stærkere.
8) Kolding IF – er det at spille ungt et succeskriterie eller et kendetegn?
Kolding IF står et interessant sted. Ikke fordi klubben står foran et stort generationsskifte eller fordi økonomien pludselig ændrer sig – det er der absolut ingen grund til at antage. Ej heller fordi man står med et akut behov for at genopbygge – snarere tværtimod. Kolding er vel én af de klubber i hele økosystemet omkring dansk kvindefodbold, der virker mest afklaret omkring sin egen strategi.
I en tid hvor mange klubber taler om talentudvikling, har Kolding i flere år faktisk praktiseret det. Unge spillere skal spille. Udvikling vægtes højere end kortsigtede løsninger og man accepterer – i hvert fald til en vis grad – at resultaterne ikke altid maksimeres her og nu, når blot det sker med hensyntagen til langsigtede udvikling.
Det er en strategi, der fortjener respekt om end den kommer også med en regning for unge spillere bliver som bekendt ældre (eller solgt videre til andre klubber), og på et tidspunkt opstår spørgsmålet: Kan modellen gentage sig selv?
Meget af Koldings identitet har været bygget op omkring enkelte årgange og profiler, som over tid er vokset ind i større roller, men hvad sker der, når de spillere rammer loftet for det miljø, de er i? Hvem bliver de næste?
Det er præcis dér, sommerens opgave opstår for Kolding IF.
For noget af det mest interessante ved Kolding i foråret har faktisk været, at niveauet er blevet hævet. Holdet har i flere kampe, særligt hen over de seneste 4-5 uger været mere konkurrencedygtigt end i efteråret. Man har været bedre til at stå imod, mere afklaret på bolden og i perioder også mere modig i sit udtryk.
Sejren over Fortuna gav en indikation men kampene mod HB Køge og – især – FC Nordsjælland viste også begrænsningen. For selv om Kolding er blevet bedre, er afstanden til de bedste stadig tydelig.
Der mangler fortsat kvalitet i de afgørende momenter, der mangler evnen til at omsætte gode perioder til point og særligt mod top-3 har man stadig svært ved at flytte kampene nok til egen fordel.
Det rejser samtidig et mere principielt spørgsmål omkring Kolding – og måske også omkring talentudvikling generelt. For hvornår er en strategi egentlig succesfuld?
Kolding fortjener anerkendelse for at stå fast på deres retning i en tid, hvor mange klubber taler om talentudvikling uden nødvendigvis at leve den i praksis. Klubben giver unge spillere ansvar, eksponering og minutter på et niveau, hvor fejl hurtigt bliver synlige – og det er i sig selv både modigt og konsekvent.
Men der er også en anden side af ligningen. For hvis udvikling bliver et mål i sig selv – uden at det på sigt omsættes til større konkurrencedygtighed – risikerer man at ende i et paradoks.
For er succeskriteriet så at spille ungt? Eller er succeskriteriet at udvikle unge spillere, til gavn for andre (danske) klubber – som tilfældet har været senest med Mai Wendicke? Og hvor passer evnen til at være konkurrencedygtige mod toppen af ligaen ind i denne sammenhæng?
Sagt på en anden måde: hvis Kolding år efter år lykkes med at uddanne spillere, men samtidig kontinuerligt har svært ved at hente point mod de etablerede top 6-hold, opstår et legitimt spørgsmål: Udvikler man så et A-Liga-hold – eller udvikler man primært spillere til andre klubber på et hold, der spiller i A-ligaen?
Det er ikke nødvendigvis en kritik – tværtimod kan det meget vel være et aktivt valg. Men det er et valg, der på et tidspunkt kræver stillingtagen. For hvis Kolding ønsker at være mere end et af ligaens stærkeste udviklingsmiljøer, bliver næste skridt sandsynligvis ikke bare at få unge spillere ind men i stedet at holde på dem længe nok til, at udviklingen også begynder at kunne aflæses i tabellen.
7) FC Thy-Thisted Q: Den sværeste del er måske først ved at begynde?
FC Thy-Thisted Q står lige nu et sted, som de fleste klubber drømmer om at nå.
Oprykningen er tæt på.
Efter en sæson hvor mange på forhånd havde forventet, at FC København og FC Midtjylland ville tage de to øverste pladser relativt komfortabelt, har Thy formået at holde sig inde i kampen – og går ind i sæsonens sidste runde med realistiske muligheder for at tage plads i den nye A-Liga – om end foråret også har budt på store nederlag og afsløret tydelig niveauforskel i forhold til rækkens tophold.
Netop derfor bliver sommeren interessant. For hvis oprykningen lykkes, ændrer det præmisserne for klubben markant. Det er én ting at spille sig op – men noget ganske andet at etablere sig.
Thy står med en væsentlig opgave i forhold til fortsat at vedkende sig, hvem man er og de dyder, der har bragt klubben dertil, hvor den befinder sig i dag. Der har sjældent været de store armbevægelser – men derimod en klar struktur, sammenhæng og en stærk forståelse af egne styrker. Helt klassiske dyder i det nordjyske.
Samtidig er timingen vigtig. Hvis oprykningen lykkes, kommer sommerpausen til at være kort – hvilket betyder at der bliver begrænset tid til at evaluere og bygge. Derfor bliver evnen til at træffe hurtige – men præcise – beslutninger afgørende. Opgaven bliver sandsynligvis ikke at hente flest spillere, men derimod at hente de rigtige.
Spillere der kan hæve topniveauet. Spillere der kan tilføre lidt mere fart, lidt mere fysik og lidt mere kvalitet i afgørende momenter – men vel at mærke uden at ændre det udtryk og den identitet, der i første omgang bragte dem tæt på en tilbagevenden til A-Liga.
For hvis oprykningen kommer i hus, bliver det vigtigt for klubben at kende svaret på følgende spørgsmål: Hvordan bliver Thy væsentligt bedre i en fart – uden at holde op med at være Thy?
6) AGF: Ikke revolution – men retning.
AGF står i en interessant – og måske lidt ubekvem – situation denne sommer. For modsat flere af konkurrenterne peger meget lidt på, at løsningen nødvendigvis findes i et stort transfervindue. Tværtimod.
AGF er som tidligere nævnt en af de klubber i toppen af dansk kvindefodbold, hvor spillergruppen i store træk er den samme som den, der for ganske få måneder siden begyndte at ligne et hold på vej mod noget større – og netop derfor bliver sommeren interessant.
For hvis spillerne langt hen ad vejen er de samme – hvorfor er resultaterne så dykket så markant som tilfældet er – hvor man lige nu er det dårligst præsterende hold blandt alle i slutspillet.
En del af svaret kan meget vel ligge i holdets udtryk. Hvor AGF i efteråret gradvist begyndte at ligne et hold, der spillede for at opnå noget, ser man i foråret oftere et hold, der virker mere optaget af ikke at miste kontrollen. Der er stadig perioder med fint spil. Der er stadig struktur. Men modet og troen på at investere offensivt virker mindre.
For AGF er spørgsmålet ikke længere, om kvaliteten findes i truppen. Spørgsmålet er, hvorfor den ikke længere kommer til udtryk. Man har i dén grad brug for at genfinde det mod, den offensive tro og den fremdrift, som gjorde dem interessante i efteråret.
5) HB Køge: Hvordan holder man sig sulten?
HB Køge står måske med sommerens mest interessante luksusproblem – noget som på ingen måde skal undervurderes. For selvom det umiddelbart kan lyde privilegeret at have mange dygtige spillere, viser historien igen og igen, at det ofte er præcis dér nogle af de stærkeste projekter begynder at miste fart. Ikke fordi kvaliteten forsvinder men fordi balancen kan blive udfordret.
Mens flere af konkurrenterne skal bygge op, står HB Køge i en anden situation: De skal vælge fra – hvilket er en ganske anden udfordring! Truppen er efterhånden blevet usædvanligt stærkt besat på flere positioner.
Man har tilført kvalitet og erfaring i form af profiler som Mille Gejl, Rikke Marie Madsen, Simone Boye og unge Mai Wendicke, foruden Kyra Carusa der støder til truppen i løbet af sommeren. Samtidig er flere af klubbens egenudviklede spillere stærkt på vej, idet de nyder godt af et stærkt træningsmiljø, udvikler sig og presser på internt.
Resultatet er et hold, der på papiret næsten har kvalitet til to startopstillinger – hvilket kan syne som et privilegium, men det skaber også nogle nye spørgsmål. For hvem skal spille? Hvem skal acceptere mindre roller? Og hvordan holder man sulten intakt hos en trup, hvor de fleste spillere udenfor startopstillingen reelt kunne starte i de fleste andre danske klubber?
Det bliver særligt interessant at følge, hvordan HB Køge balancerer mellem deres etablerede profiler og de spillere, der har været med til at bygge projektet op.
Det næste skridt for HB Køge handler ikke nødvendigvis om at blive bedre, men derimod om at forblive gode og gøre dominansen, som man tiltvinger sig i så at sige alle kampe, endnu mere udtalt.
Det er ofte langt vanskeligere, idet det kræver modet til at tage nogle af de mest ubehagelige beslutninger i eliteidræt:
- At sige farvel til gode spillere.
- At reducere en trup, der fungerer.
- Og at acceptere, at mere kvalitet ikke nødvendigvis gør et hold stærkere.
Og det er præcis dét, der bliver HB Køges opgave denne sommer. Modsat mange af konkurrenterne handler det ikke om at redde et projekt, men derimod om at turde justere et projekt, der allerede virker. Historisk er det ofte netop den fase, der afgør, om succes bliver til dominans – eller blot til en stærk periode.
Følg med i den kommende tid for den sidste del af serien om sommeren, der venter for dansk kvindefodbolds største klubber.
Allan Drost (f. 1975) er fodboldtræner og har i størstedelen af sin karriere beskæftiget sig med pige- og kvindefodbolden. Han har blandt andet været både cheftræner og manager i Kolding IF og FC Thy-Thisted Q, mens han uden for landets grænser har vundet et færøsk mesterskab med KÍ Klaksvik. Han er i bessidelse af UEFAs højeste trænerlicens, Pro Licens, og har herudover en kandidatuddannelse i International Business & Modern Languages. Uden for kridtstregerne har han i en årrække beskæftiget sig med HR og rekruttering og har i denne sammenhæng arbejdet med blandt andet ledelse og ledelsesudvikling.
