Mens HB Køge som seedet mestershold har fået en overkommelig modstander fra start i CL-kvalifikationen skal Brøndby IF op mod den hollandske storklub Ajax.
Torsdag blev der trukket lod til første og anden runde af Champions League-kvalifikationen, og her var både de nykårede danske mestre fra HB Køge og sølvvinderne fra Brøndby IF at finde i bowlen. Begge danske hold træder først ind i anden runde af kvalifikationen.
På forhånd var der stor forskel i de mulige modstandere for de danske klubber, da HB Køge var seedet i den såkaldte Champions Path for nationale mestre, mens Brøndby skal igennem den typisk sværere League Path, hvor holdet oven i købet var blandt de lavest seedede af de 16 hold i deres bowle.
Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere her:
Anden kvalifikationsrunde foregår som en miniturterning med hver fire hold, hvor der først afvikles to semifinaler, hvorefter de to vindere dyster om den ene plads videre i Champions League-kvalifikationen, mens nummer to samt vinderen af taber-finalen begge forsætter i Europa Cup. Taber man begge kampe, er det europæiske eventyr slut.
Går man videre til tredje kvalifikationsrunde venter to opgør mod samme modstander, hvorefter den samlede vinder er klar til Champions Leagues ligafase.
Overkommelig modstand til HB Køge
I første omgang kender HB Køge ikke sin modstander i første kamp, da svanerne er blevet parret med vinderen af den såkaldte ‘Miniturnering 3’ fra første kvalifikationsrunde.
Her venter enten Pyunik fra Armenien, Glentoran fra Nordirland, Wrexham fra Wales eller Riga fra Letland. Herefter, afhængigt af resultatet, venter enten litauiske FC Grintra eller skotske Hearts.
I seneste sæsons udgave af Europa Cup røg HB Køge overraskende ud til netop et skotsk hold, da man tabte over to kampe til Glasgow City.
HB Køges første modstander kendes først den 25. juli, når første kvalifikationsrunde er afviklet.
Store europæiske klubber venter Brøndby
På forhånd så lodtrækningen for Brøndby IF noget sværere ud. I første omgang undgik klubben fra Vestegnen dog storklubber som italienske Juventus, tyske Eintracht Frankfurt og svenske Hammarby.
I første omgang skal man nemlig op imod hollandske Ajax, mens der herefter venter opgør mod enten tjekkiske Slavia Prag eller skotske Rangers FC.
Mens det ligger fast, at kampene i anden kvalifikationsrunde spilles henholdsvis den 5 og 8. august, er det endnu uvist hvor de respektive mini-turneringer afvikles. Her aftaler holdene indbyrdes, hvem der agerer værter for de i alt fire kampe i hver mini-turnering.












