Scor et mål og hjælp de syriske flygtninge

0
737

Hvis dit hold scorer mål i denne uge, er du med til at hjælpe syriske flygtninge i nærområderne. I hele denne uge går der nemlig to kroner for hvert mål der scores i kampe overalt i Danmark til den store landsindsamling til fordel for syriske flygtninge.

Det er initiativet ”Goals for Good”, som står bag mål-donationen sammen med Audi, Select, Dekra og Munin Sport. Kampagnen bakkes op af klubber i 3F Ligaen, som i den kommende weekend vil slå et slag for indsamlingen.

Good For Goals regner med, at der bliver scoret omkring 50.000 mål i diverse fodboldkampe over hele Danmark i denne uge. Det vil udløse ca. 100.000 kroner. Oveni giver Superligaens hovedsponsor Alka 5000 kroner for hvert superligamål, der scores.

Men derudover håber Good For Goals, at tilskuere og klubfolk vil tage imod opfordringen og donere 150 kroner hver, når de er ude og se fodbold. Det kan ske ved at sende en SMS med HJÆLP til 1234.

”Tænk hvis 5-6000 forældre, trænere, ledere og klubber beslutter sig for at donere penge. Så bliver fodbolden samlet set afsender af over 1 million kroner til Syrien,” siger Nikolaj Thomassen fra Good For Goals.