U15: KoldingQ puljevinder efter stærkt efterår

0
1829

10 sejre, en uafgjort og en målscore på 49-7. KoldingQs U15-piger har haft et forrygende efterår, og i sidste weekend kunne de krone indsatsen med en 7-0-sejr ude i sidste kamp ude over Dalum. Dermed vinder KoldingQ sin pulje i U15 Pige Vest med seks point ned til IF Lyseng.

KoldingQ scorede allerede efter tre minutter, og ved pausen stod der 4-0. Tre af målene blev scoret på 11 minutter af Emma Veletanic, som dermed lavede et vaskeægte hattrick.

For en gangs skyld fik topscorer Mathilde Sterndorff ikke scoret. Men med 10 mål i de foregående kampe, har Mathilde, som er ny truppen, sin store andel i puljesejren.

Træner: Stærkt sammenhold

Anette Andersen overtog træningen af U15-holdet i sommer. Hun er stolt af holdets præstation og ikke mindst det sammenhold, som hun ser som en vigtig del af forklaringen:

”Spillerne fungerer godt sammen både på og uden for banen. Det tror jeg har været med til at pigerne hele efteråret har kæmpet i hver eneste kamp for at få alle pointene,” siger hun.

”De er ikke til at skyde igennem. De står sammen i tykt og tyndt, det er ikke én spiller der løfter holdet, det er alle spillere,” fortsætter KoldingQ-træneren.

Holdet står sammen både på og udenfor banen, fremhæver U15-træner Anette Andersen.
Holdet står sammen både på og udenfor banen, fremhæver U15-træner Anette Andersen.

Ti spillere på DBU-hold

Hun kunne med det samme se, at der var potentiale i holdet. Det er siden blevet dokumenteret ved, at ti af spillerne i dag er med i DBUs talentsamlinger – fem på DBU U14 og fire på DBU U15 – og set fra sidelinjen, har Annette Hansen også kunnet iagtage, hvordan holdet er blevet stadig bedre spillemæssigt.

”Jeg synes, at vi har fået spillet holdet godt sammen og sammenlignet med opstarten har de allerede nu flyttet sig både spillemæssigt og udviklingsmæssigt. De er hver især blevet bedre med bolden og bedre til at finde fodboldspillet frem. Hvor det i sommer var meget sparke fodbold, spiller vi nu fodbold. Vi har også rykket os i forhold vores modstandere, synes jeg. Vi har spillet dobbelt turnering og kan se, at vi er blevet bedre til at flytte os og spille bolden rundt,” siger Anette Andersen.

Holdet har en enkelt pokalkamp tilbage, inden efterårssæsonen er endelig slut. Den spilles fredag den 30. oktober ude mod Varde.

Topscorer Mathilde Sterndorf har scoret 10 af holdet 49 mål i efterårets 10 kampe.
Topscorer Mathilde Sterndorf har scoret 10 af holdet 49 mål i efterårets 10 kampe.