Aabybro Efterskoles pigehold i den bedste række i skoleligaen er foreløbig ubesejrede i turneringen og forbereder sig nu på den afgørende kamp om puljesejren mod rivalerne fra Lyngs.

Træner Sine Hovesen fortæller, at Aabybro ikke vil gå ud og undervurdere pigerne fra Lyngs, da de ved at Lyngs-træner Keld Østergaard altid formår at skabe et godt sammentømret hold med offensive kvaliteter og en velorganiseret defensiv. Alligevel tror hun på, at Aabybropigerne vil tage førstepladsen i puljen. ”Vi har et stærkt sammenspillet hold med store individuelle kvaliteter, og har foreløbig været i stand til at dominere de kampe vi har spillet – senest med 2-0 sejren over Hal Ege. Desuden har vi nok det moralske overtag mod Lyngs, da vi slog dem i finalen til DM sidste år,” slutter Sine med et skævt smil.

“Desuden har vi nok det moralske overtag mod Lyngs, da vi slog dem i finalen til DM sidste år”

Kampen mod Lyngs spilles torsdag den 14. marts kl. 10:30 på Aabybro Stadion. Som det ser ud lige nu kan Aabybro nøjes med uafgjort på baggrund af en langt bedre målscore. Dette kan dog ændres såfremt Lyngs er i stand til at slå Skyum Idrætsefterskole med mere end 8 overskydende mål.

Til kampen mod Lyngs må Aabybro desværre undvære deres spilfordeler på midtbanen – Marie Grøn-Iversen fra Silkeborg Q, der i den seneste kamp var så uheldig at brække foden. Heldigvis har holdet en bred trup, hvor andre vil være i stand til at gå ind og løse opgaven. Ellers ser det ud til, at truppen i skrivende stund er i topform og klar til de afgørende kampe i skoleligaen.