Silvia fra Danmark har igen vundet et nationalt mesterskab i USA

0
2307
Silvia Leonessi (tv.) og en holdkammerat med pokalen efter sejren i WPSL-finalen.

Den tidligere Varde-spiller Silvia Leonessi var i juli med til at vinde WPSL League sammen med Pensacola FC fra Florida. For ni måneder siden vandt hun collegemesterskabet med sit universitetshold

To nationale mesterskaber på ni måneder – og så i USA. Danske Silvia Leonessi har for anden gang på kort tid været med til at vinde et nationalt mesterskab med et fodboldhold i USA, hvor hun læser på William Carey University i den amerikanske delstat Missisippi.

Første gang var i 2018, hvor Silvia var med til at vinde det nationale collegemesterskab med William Carey Universitys kvindehold, WCU Lady Crusaders, hvilket var første gang i universitetets historie. Og nu har Silvia så været med til at vinde endnu et mesterskab – denne gang WPSL, Women’s Premier Soccer League, som hun har vundet sammen med klubben Pensacola FC fra Florida.

Det skete i juli, hvor Pensacola FC slog Utah Royals FC Reserves i en dramatisk finale, hvor Utah først kom foran 1-0, hvorefter Pensacola kom på 1-3, inden Utah fik scoret to gange – den sidste gang i overtiden. Derefter gik kampen ud i forlænget spilletid, hvor Pensacola fik scoret til 4-3, da der manglede fem minutter.

”Så det var en super intens finale. Men det var en fed oplevelse, og meget stort at vinde! Og så er det jo vildt at vinde to nationale championships indenfor ni måneder,” fortæller Silvia pr. messenger fra USA til FODBOLD FOR PIGER.

Pensacola FC jubler efter finalesejren. Foto: WPSL

Var på vej til Danmark, men så…

At Silvia endte med at bruge sommeren på at spille WPSL League for Pensacola FC var lidt en tilfældighed. Hun var egentlig på vej hjem på sommerferie i Danmark, da hendes collegetræner pforeslog hende at blive i USA og spille for en klub henover sommeren. Han sendte en video med “Silvia-highligts” rundt til nogle klubber, og det endte med tilbud fra Pensacola FC og en klub i San Diego.

”Min veninde fra collegeholdet ville også gerne blive i USA og spille over sommeren, så vi besluttede at vælge den samme klub. Vi endte med at vælge Pensacola FC, først og fremmest fordi vi vidste, at det er et af de bedste hold i WPSL League, og så er det kun tre timer fra byen, hvor vi går i skole,” fortæller Silvia.

Women’s Premier Soccer League spilles fra midten af maj til slutningen af juli. Hvis man vinder sin “conference”, går man videre til “regionals”, hvor det er vind eller forsvind. Pensacola FC vandt begge sine kampe i regionals og gik derfra videre til ”nationals”, hvor de skulle spille semifinale og finale.

Silvia med sin holdkammerat fra William Carey University.

Gik ubesejret gennem turneringen

”Vi endte ud med at være ubesejrede i hele turneringen med en målscore på 18-0. Holdet var et mix af spillere fra forskellige tophold. Vi havde nogle super gode individuelle spillere, som stille og roligt lærte at spille sammen. Det var en superfed oplevelse. Også selvom jeg ikke kunne komme hjem og se min familie denne sommer, var det helt sikkert det værd,” siger Silvia Leonessi.

Hun er tidligere Varde-spiller, hvor hun spillede sammen med Chrestine Nielsen, der også har gået på William Carey University. Chrestine var med til at vinde collegemesterskabet i 2018.

Du kan læse om Silvia og Chrestines collegemesterskab her: Danske Chrestine og Silvia vandt det amerikanske college-mesterskab