U17-landstræner efter kampe mod Holland: Tror på udvikling af spillere til A-landsholdet

0
2351
Foto: DBU.

I denne uge rejste det danske U17-landshold til Holland, hvor to venskabskampe ventede mod det europæiske tophold. Begge kampe endte med hollandsk sejr, men landstræner Kristian Mørch Rasmussen er stadig optimistisk.

Af Sophie Dyrekær Gudsøe.

I fredags spillede det danske U17-landshold deres anden venskabskamp mod Holland, som bar præg af mange lige-ved-og-næsten muligheder for det danske hold. Holland spillede sig ikke til mange åbne chancer før i slutningen af 1. halvleg, hvor Lieke de With scorer på et højt indlæg. Holland fortsætter deres offensive spil i anden halvleg, hvor det lykkes hollandske Senna Koeleman at heade bolden i nettet efter et skarpt hjørnespark. Det er først i tillægstiden, at det lykkes danske Kathrine Møller Kühl at fange bolden i opstillet og ligge den flot henover den hollandske keeper. Det er desværre kun pynt på resultatet, og kampen ender 2-1 til Holland igen.

”Holdet har klaret sig udmærket uden, at det har været helt prangende. I mange sekvenser i begge kampe lykkedes vi med vores plan og indbyrdes forståelse, men evnede ikke helt at lykkes, når modstanderen var dygtig,” lyder det fra U17-landstræner Kristian Mørch Rasmussen efter de to venskabskampe mod Holland.

Han fortsætter:

”Efter to rigtig gode træningsdage var begge kampe desværre ramt af lidt udfordrende vejr, hvilket nok var forventeligt i december måned”.

Gode takter uden for banen

Landstræneren har dog store roser til sine spillere, når det kommer til arbejdet uden for banen, hvor de individuelt viser gode takter. Han mener også, at det er de erfaringer, spillerne har gjort sig under landsholdssamlingen, som de skal arbejde videre på i klubben, hvis holdet skal rykke sig:

”I arbejdet uden for banen er der rigtig gode takter, og med stor interesse for egen udvikling og forståelse for spillet. Spillerne har taget små skridt under samlingen, men det er for alvor det arbejde de laver herefter hjemme i klubberne, som skal udvikle dem. Her skal de bruge de erfaringer, som de har gjort sig, og sammen med deres trænere og arbejde videre i den retning, hvis vi skal rykke os som hold,” lyder det fortrøstningsfuldt fra Kristian Mørch Rasmussen.

Den danske start 11’er til fredagens kamp mod Holland. Foto: DBU.

International matchning af spillerne

U17-landstrænerens havde især to forventninger inden kampene mod Holland. Det ene var at matche spillerne med internationale modstander i et landskamp set-up, hvilket blev indfriet:

”Jeg forventede og håbede på international matchning af spillerne fra den absolutte top, hvilket jeg har fået, ” fortæller Kristian Mørch Rasmussen.

Det andet var at se spillerne arbejde koncentreret og systemisk med at løse de udfordringer, som de blev stillet:

”Jeg forventede, at spillerne ville arbejde koncentreret og systemisk med at løse de udfordringer, der kom samtidig med, at vi i momenter kunne vise individuel klasse. Dette nåede vi i store perioder, men må også erkende, at vi skal være endnu dygtigere til det, hvis vi skal være en del af den europæiske top. Holland er desværre stadig en udfordring, som vi har meget svært ved helt at løse,” forklarer landstræneren.

Kristian Mørch Rasmussen er dog stadig særdeles optimistisk omkring holdets spillere:

”Jeg er dog optimistisk og tror på, at vi kan udvikle spillere til A-landsholdet fra denne årgang,” slutter U17-landstræneren af.