Fyssens gode råd: Sådan undgår du lyskesmerter

0
4088
Foto: Sophie Dyrekær Gudsøe

Det er langt fra sjovt at blive skadet. Desværre er der mange fodboldspillere, der alligevel bliver det. Her giver fysioterapeut Niklas Grundt Hansen et godt råd til, hvordan man undgår lyskesmerter.

Af Sophie Dyrekær Gudsøe.

Lyskesmerter er en hyppig lidelse blandt fodboldspillere, hvilket ofte skyldes en overbelastning grundet gentagne spark og eksplosive retningsskift. I starten mærker man kun smerterne under opvarmning og eventuelt efter træning. Senere er de der også i løbet af træningen, og til sidst påvirker de ens præstation til kamp. Problemet med denne skadesform er, at mange træner med skaden, da det kun mærkes svagt i starten. Derfor får en del det først diagnosticeret, når smerten er betydeligt intensiveret.

Copenhagen Adductor 

I 2018 offentliggjorde Department of Orthopedic Surgery i Danmark, i samarbejde med Department of Sports Medicine i Norge, et studie, der viste, at øvelsen ”Copenhagen Adductor” kan sænke risikoen for lyskesmerter med op til 41%. Forsøgspersonerne var semiprofessionelle fodboldspillere, der gennemførte øvelsen tre gange om ugen i vinterpausen og én gang om ugen i kampsæsonen.

Fysioterapeut Niklas Grundt Hansen mener, at øvelsen burde være en del af den skadesforebyggende træning:

”Samlet vil tre gange 10 minutters træning om ugen kunne redde en hel del fodboldspillere. Øvelsen er samtidig egnet til at lave, som en del af den daglige træning, da den nemt kan udføres på fodboldbanen med en makker,” siger fysioterapeut Niklas Grundt Hansen.

Nedenfor ses en demonstration af ”Copenhagen Adductor”.

”Den skadesforebyggende samt præstationsfremmende effekt vil komme efter nogle uger. De første gange må man dog regne med noget træningsømhed,” fortæller fysioterapeuten.

Han forklarer også, hvad man skal gøre, hvis skaden alligevel indtræffer:

”Hvis skaden opstår alligevel, vil jeg anbefale at finde en sportsfysioterapeut, for det er sjældent holdbart at gå og prøve at fikse sig selv. Efter min erfaring ender det tit med, at man kommer for hurtigt i gang igen, og så vil skaden oftest blusse op,” slutter Niklas Grundt Hansen af.