“Jeg ville udfordre mig selv lidt med et efterskoleår”

0
2273
Maja Juel Mortensen. Foto: Brøndby Idrætsefterskole

NY PÅ EFTERSKOLE: I disse uger kan du her på FODBOLD FOR PIGER møde nogle af de nye elever på en række af Danmarks bedste idrætsefterskoler. I dag: Maja Juel Mortensen, Brøndby Idrætsefterskole

Navn: Maja Juel Mortensen
By: Nakskov (Lolland)
Alder: 16 år
Klub/række: spiller pt. ikke i nogen klub.
Position på banen: Central forsvar

Hvorfor har du valgt at tage på efterskole?

Jeg har altid været interesseret i efterskolelivet, og har altid set YouTube videoer om sammenholdet, værelserne, sporten og alle de spændende oplevelser som følger med på et efterskoleår. Jeg har altid været energisk overfor tætte venner og veninder, modsat har jeg altid haft svært ved at åbne mig op for folk jeg ikke kender. Jeg har altid følt mig tryggest i mine vante omgivelser. Derfor tænkte jeg, at jeg ville udfordrer mig selv lidt med et efterskoleår.

Hvorfor blev det Brøndby Idrætsefterskole?

Lige siden jeg startede med at lege med tanken om at tage på efterskole, har jeg vidst, at det skulle være Brøndby Idrætsefterskole, og fodboldlinjen som jeg ville gå på. Jeg har været på 2 fodbold camps her på skolen og har bare følt mig tilpas, hver gang jeg har været her.

Jeg ved at trænerne/lærerne er specialiseret inde for deres sport her på stedet, og at de alle vil ens bedste og hjælpe en på vej til de mål, som man hver især har sat sig.

Maja Juel Mortensen, Maria Riis og Jennifer Oceanne Einlykke fra Brøndby Idrætsefterskole.

Hvad vil du gerne have ud af dit efterskoleophold?

Jeg regner med, at jeg udvikler mig. Både fodboldmæssigt, men også får lært en masse nye ting om mig selv og andre. Jeg regner med at få en masse venskaber og oplevelser med mig. Jeg regner med at blive klogere fagligt og klogere på min træning.

Hvad skal der ske fodboldmæssigt det næste års tid?

Jeg regner med at styrke mine svage punkter og lære at udnytte mine styrker bedst muligt. Vi har 4 morgen træningspas her på skolen, så jeg skal spille en masse fodbold sammen med en masse piger. Her på BIE kan man dyrke sin sport ligegyldigt hvilket niveau du har, og på den måde lærer vi også en masse af- og om hinanden. Angående klub er jeg stadig i tvivl om, hvad jeg gør, da der er for langt til min gamle klub ’Nykøbing fc.’ Lige nu ser jeg lige tingene an først, før jeg beslutter mig for om jeg vil spille i klub heroppe.

Foto: Brøndby Idrætsefterskole