Disse fire kan blive Årets Kvindelige Talent 2020

0
1613
Lene Christensen i aktion for A-landsholdet. Foto: Anders Kjærbye - dbufoto.dk

Olivia Møller Holdt, Lene Christensen, Kathrine Møller Kühl og Laura Munk Hermann er nominerede til priserne som Årets Kvindelige Talent 2020

En keeper og tre markspillere er med i opløbet om prisen som Årets Kvindelige Talent 2020. De fire er Olivia Møller Holdt, Fortuna Hjørring, Lene Christensen, KoldingQ, Kathrine Møller Kühl, FC Nordsjælland, og Laura Munk Hermann, Brøndby IF. Her kan du læse motivationen bag de fire nominerede til prisen, som sidste år gik til Fortunas Emma Snerle, der netop er blevet kåret til årets kvindeligaspiller 2020.

Olivia Møller Holdt, Fortuna Hjørring
“Kampafgørende, omstillingsparat, tager ansvar uagtet omstændighederne. Sådan beskrives Olivia Møller Holdt, som er faldet meget hurtigt til i Fortuna Hjørring efter sommerens skifte fra VSK. Trods sin unge alder har Olivia kontinuerligt markeret sig som en markant profil i Gjensidige Kvindeligaen, der med sin spilforståelse kan dække mange positioner. Hun er teknisk på meget højt niveau, klog på bolden og god til at iscenesætte sig selv og sine holdkammerater. Olivia har taget nogle store skridt i år, og er en meget spændende offensiv spiller”.

Lene Christensen, KoldingQ
“Målmand, Lene Christensen, sluttede året af med en flot kamp for A-landsholdet, hvor hun også blev kåret som Women Of The Match. Lene er en moderne målmand, der er dygtig på fødderne og sikrer mange point for sit klubhold, KoldingQ. Trods sin unge alder har Lene gradvist fået og taget større ansvar på KoldingQ-holdet, og holdt stabilt og højt niveau. Lene er et unikt målmandstalent, og der går lang tid før vi ser en keeper, som hende i ligaen igen”.

Kathrine Møller Kühl, FC Nordsjælland
“17-årige Kathrine har i en meget tidlig alder etableret sig som seniorspiller hos Kvindeligaklubben FC Nordsjælland. Hun er en fantastisk teknisk og begavet spiller og er allerede en profil i ligaen, der med kåringen som Årets Pokalfighter satte en tyk streg under hendes talent. Kühl både ydmyg og dedikeret, og har ligeledes gjort sig bemærket på U-landsholdene, hvor hun blandt andet også har bidraget positivt til det sociale liv omkring holdene”.

Laura Munk Hermann, Brøndby IF
“Laura er, efter en korsbåndsskade, kommet tilbage i fulde omdrejninger og tilkæmpet sig fast plads i Brøndby IF-truppen og på U-landsholdet. Den 18-årige Brøndby IF-spiller er vellidt og behagelig at omgås, og altid klar til at hjælpe sine medspillere. På banen beskrives hun som: vedholdende, ydmyg, teknisk og fysisk på meget højt niveau. Under sin skadesperiode var Laura en superdygtig medtræner for U15 talentcenter, hvor hun delte ud af sine erfaringer. Hun skal æres for den store dedikation og det hårde arbejde hun har lagt i sin fodbold, hvor hun blandt andet lå og kørte fra Falster til Brøndby som 15-årig”.