Stor tv-aftale: Viaplay viser alle kampe i Gjensidige Kvindeliga

0
1430
Fortuna under kamp mod FC Nørdsjælland i 2020. Foto: Steen Trolle

Nent Group, som står bag TV3 Sport og Viaplay, har sikret sig rettighederne til kvindeligaen fra næste sæson

Fra næste sæson kommer der meget mere kvindefodbold på de danske tv-skærme. NENT Group, som står bag TV3 Sport og Viaplay, har nemlig sikret sig rettighederne til Gjensidige Kvindeliga. Det betyder, at alle kampe i kvindeligaen vil blive vist på Viaplay.

Aftalen, som offentliggøres på Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts, løber over de næste tre sæsoner, og den kan føjes til NENTs øvrige transmissioner fra Womens Super League (WSL) i England, kvindernes Serie A i Italien, den tyske Frauenbundesliga og udvalgte kampe fra den bedste spanske kvinderække. Med aftalen vil kampe fra Gjensidige Kvindeliga også blive vist i Sverige, Norge, Finland og Island, samt Polen og de baltiske lande, hvor VIAPLAY i løbet 2021 vil blive introduceret.

Ligaschef: Stort løft

Ligachef Nicolai Kaas Nordstrøm betegner aftalen om transmission fra Gjensidige Kvindeliga som et væsentlig løft for dansk kvindefodbold

”Aftalen med NENT Group passer perfekt i DBU´s og klubbernes udviklingsprojekt for Gjensidige Kvindeliga. Vi har allerede nu oplevet klar fremgang for Kvindeligaen på både synlighed, sportslig kvalitet, jævnbyrdighed og tilskuerinteresse. Nu får en langt større del af det danske publikum mulighed for at se dansk kvindefodbold på topniveau direkte på TV og den store VIAPLAY-platform i en redaktionel og produktionsmæssig kvalitet, som Kvindeligaen fortjener,” siger Nicolai Kaas Nordstrøm til dbu.dk.

Nicolai Kaas Nordstrøm, ligachef fra Gjensidige Kvindeliga. Foto: Steen Trolle

Pernille Harder: Stort skridt for kvindefodbolden

Den danske landsholdsanfører Pernille Harder kalder aftralen for et stort skridt for dansk kvindefodbold.

“Det vil på alle måder blive et stort løft for vores sport,” siger Chelsea-angriberen til dbu.dk.

“Niveauet i dansk kvindefodbold har udviklet sig rigtig meget de seneste år, så der venter danskerne mange gode timers fodbold, og jeg glæder mig også selv til at kunne følge bedre med i ligaen,” siger hun.

NENT-chef: Kvindefodbolden er i kraftigt fremmarch

SVP og Head of Sport i NENT, Kim Mikkelsen, er glad for, at aftalen er faldet på plads, og ser frem til at kunne føje endnu en topliga til NENT Groups sportsindhold.

”Kvindefodbolden er i kraftigt fremmarch overalt, og Gjensidige Kvindeliga er ingen undtagelse. Klubberne opruster både på spillersiden og i organisationerne, og vi ser meget frem til at sætte yderligere skub på udviklingen af produktet,” siger Kim Mikkelsen i en pressemeddelelse.