Topbrag i Kvalifikationsligaen: Kan AGF skubbe Sundby væk fra 1. pladsen?

0
1067
Sådan markedsfører AGF lørdagens topkamp på Ceres Park.

Kvalifikationsligaens nummer ét og to mødes lørdag kl. 13 på Ceres Park. Begge hold forventer en tæt kamp – og tror på sejren, hvis de kan spille op til deres bedste

Af Oliver Lundgaard & Steen Trolle

Det er et vaskeægte topbrag i Gjensidige Kvindeliga Kvalifikation, som lørdag kl. 13 kan opleves på Ceres Park i Aarhus. Formstærke AGF tager imod førerholdet Sundby Boldklub, og AGF kan med en sejr snuppe førstepladsen.

Sundby Boldklub har maksimumpoint efter fire sejre i fire kampe, mens AGF har vundet tre kampe og spillet en uafgjort og derfor er to point efter. Men AGF storsejrede hele 5-0 ude mod Odense Q i sidste runde. Derfor er det et optimistisk AGF-hold, der tager imod Sundby:

”Vi så rigtig gode ud i Odense og vi er veloplagte i øjeblikket. Så vi skal bygge videre på det, vi gjorde i den seneste kamp og se om vi kan finde det samme spil frem med Sundby, og så håber jeg, at vi kan få en ny sejr på lørdag,” siger angriber Maria Herdel til AGFs hjemmeside.

”Vi så rigtig gode ud i Odense og vi er veloplagte i øjeblikket”

Maria Herdel, AGF

Cheftræner Katrine S. Pedersen forventer et tæt opgør:

“Det bliver en spændende kamp. Sundby har fået en god start, og de er fulde af selvtillid. Jeg forventer en intens kamp, hvor både vi og Sundby vil angribe kampen med et offensivt mindset. Vi vil fortsætte, hvor vi slap i Odense. Spille med højt tempo og stor intensitet både offensivt og defensivt. Vi glæder os til at tage imod Sundby på Ceres Park,” siger hun til FODBOLD FOR PIGER.

Sundby: Vi har scoret i alle kampe

Hos Sundby forventer cheftræner Lasse Lund Larsen også et tæt opgør:

”Det en topkamp, så alt kan ske, men jeg har en forventning om at det bliver en tæt kamp. AGF skal ud og angribe os for at de kan erobre førstepladsen. Så må vi se, hvor meget de vil fremadrettet, for vi har rigtig meget hurtighed på toppen,” siger han.

Hvad skal der til for at I vinder?

”Det er et godt spørgsmål, men som udgangspunkt skal vi være bedre end AGF og hvis alle præsterer 100% og spiller op til deres bedste, så har vi mulighed for at tage en sejr med hjem til Amager. En ting er sikkert, AGF skal score mod os for at få point, vi har scoret i alle kampe og har et scoringsgennemsnit på 2,75 pr. kamp,” siger Lasse Lund Larsen.

“En ting er sikkert, AGF skal score mod os for at få point, vi har scoret i alle kampe”

Lasse Lund Larsen, cheftræner, Sundby Boldklub

Han giver denne forklaring på Sundbys stærke forår:

”Der er mange ting som fungerer godt i øjeblikket. Det vigtigste er sammenholdet, for vi har rigtig mange dygtige spillere. Fungerer de sammen socialt ude for banen, giver det gode resultater på banen. Vi har stadig den gamle Sundby-ånd, hvor det sociale er vigtigt. Alle kan med alle og de ønsker det bedste for hinanden. Det er unikt,” siger Sundby-træneren.

AGF – Sundby Boldklub, lørdag kl. 13.00, Ceres Park

KVALIFIKATIONSLIGAEN:

Kilde: dbu.dk