Rebecca Steele bliver projektchef for kvindefodbold i FCK

0
2538
Rebecca Steele skifter fra Head of Change Management i DBU til en ny projektchefstilling for kvindefodbold i FC København. Foto: Mathias Sørensen, FCK.DK

F.C. København har ansat Rebecca Steele som projektchef for klubbens nye kvindefodboldprojekt. ”Hun har et stort drive for at få kvindefodbolden i FCK til at være både konkurrencedygtig og bæredygtig,” siger FC Københavns direktør Jacob Lauesen

Det bliver Rebecca Steele, i dag Head of Change Management i DBU, som nu skal bringe FC København i mål med visionerne om et kvindefodboldhold.

FC København har fra 1. marts ansat Rebecca Steele i en stilling som projektchef for kvindefodbold. Dermed får hun ansvaret for at styre det projekt, som blev lanceret i november, da FCK præsenterede sin nye strategi ”Vi er København”. Her står der, at klubben vil etablere et kvindefodboldhold indenfor strategiperioden, der går frem til 2027.

Rebecca Steele har som Head of Change Management arbejdet med strategi og udvikling i DBU. Hun har selv været aktiv fodboldspiller og siddet i bestyrelsen i HB Køge.

”Vi har haft mange stærke kandidater til rollen, men Rebecca har skilt sig ud med sin stærke faglighed i kombination med stor erfaring i fodboldbranchen og dens forhold,” siger Jacob Lauesen, direktør i F.C. København til klubbens hjemmeside.

”Vi har haft mange stærke kandidater til rollen, men Rebecca har skilt sig ud med sin stærke faglighed”

“Hun har et stort drive for at få kvindefodbolden i FCK til at være både konkurrencedygtig og bæredygtig. Vi er meget glade for at få hende med ombord. Interessen for kvindefodbold er enormt stor, og vi har allerede mange interessante partnere, der har meldt sig på banen. Rebecca vil nu overtage styringen af projektet og bringe det i den rigtige retning, så vi skaber den bedst mulige model både kommercielt og sportsligt for kvindefodbold i København,” fortsætter Jacob Lauesen.

Læs også: Nyt krav: Klubber skal støtte kvindefodbold for at deltage i UEFAs turneringer

Rebecca Steele: En vildt interessant proces

F.C. Københavns mål er at spille med om medaljer i dansk kvindefodbold, og Rebecca Steele mener, at klubbens nye engagement kan blive en gamechanger for kvindefodbold i Danmark:

“Derfor er det en helt vildt interessant proces at være en del af og være med til at starte op, så retningen, fundamentet og konstruktionen bliver den rigtige at bygge på fremover. Jeg ser meget frem til at være en drivkraft for projektet sammen med de dygtige mennesker, der i forvejen er i klubben,” siger Rebecca Steele til klubbens hjemmeside.

FCKs nye kvindefodboldprojekt Rebecca Steele flankeret af udviklingsdirektør Sune Smith-Nielsen og FCKs direktør Jacob Lauesen. Foto: Mathias Sørensen, FCK.DK

’En sjælden kombination af kompetencer’

Udviklingsdirektør Sune Smith-Nielsen beskriver Rebecca Steele som ’en sjælden kombination af kompetencer’.

”Det har været afgørende for os at få en projektchef, der har stærke organisatoriske kompetencer og indsigt i både de sportslige og kommercielle aspekter,” siger udviklingsdirektør Sune Smith-Nielsen.

“Det er en sjælden kombination, men det har vi fundet i Rebecca. Hun bliver nu primus motor på at skabe den rigtige konstruktion, så vi får et kvindefodboldprojekt, der både sportsligt og kommercielt kommer op på det niveau, som et FCK projekt skal have. Det vil tage den tid, det tager, men det er vigtigere for os at gøre det rigtigt end at gøre det hurtigt,” siger Sune Smith-Nielsen til fck.dk.

Læs også:

Nyt krav: Klubber skal støtte kvindefodbold for at deltage i UEFAs turneringer

FCK melder ud: Vi vil have et kvindehold

FC København søger projektchef til nyt kvindefodboldhold