Stjerner og licenser: 16 klubber får ungdomslicens til 2023-2025

0
4695
Glade piger fejrer af Kolding IFs U16 DM-bronze i 2022. Foto: Rasmus Nielsen, Kolding IF Fodbold

DBU’s Kvindeeliteudvalg har tildelt ungdomslicens for piger til 16 klubber i de næste to sæsoner. Klubberne er også blevet tildelt stjerner på baggrund af deres talentstrategi, organisation mv. Farum BK/FC Nordsjælland er nu den højest rangerede klub

OPDATERET: Så er der uddelt licens og stjerner for de næste to år til landets bedste ungdomsrækker, dvs. U16 DM og U19 DM, som fra sommeren 2023 afløser den nuværende U18 DM.

Ud fra parametre som klubbernes organisation, talentstrategi og udvikling, har DBUs kvindeeliteudvalg givet klubberne stjerner og rangeret dem. På den baggrund er 16 klubber blevet indrangeret sådan her for de næste to sæsoner:

Klubberne skal minimum have en score på 32 for at få licens, og der gives fra 1-3 stjerner.

Læs også: Fra næste sæson: U18 DM erstattes af U19 Liga og U19 Division

Farum BK/FC Nordsjælland højest rangeret

Fire nye klubber får tildelt to stjerner. Det drejer sig om IF Lyseng/AGF, Kolding IF, Vildbjerg SF og Fortuna Hjørring. Farum BK/FC Nordsjælland opnår som den første klub 2,5 stjerne og er dermed den højst rangerede klub. Samtidig opnår Køge BK/HB Køge 1,5 stjerne og går ind som ny klub i det øverste niveau (top 8).

”Det er fantastisk at se, at der er fremgang at spore i alle klubberne, selvom det ikke udmønter sig i et nyt stjerneniveau for alle. Den flotte udvikling i klubberne er blandt andet et resultat af, at klubberne investerer flere ressourcer i pigemiljøerne. Der er kommet flere halvtids- og fuldtidsansatte i klubberne. Trænerne er bedre uddannet og klubberne har fået flere specialister i form af fysiske trænere, mentaltrænere og fysioterapeuter. Kort sagt er miljøerne blevet bedre til gavn for pigerne og dansk kvindefodbold.” siger Mette Bach Kjær, forperson i Kvindeeliteudvalget, til dbu.dk.

“Kort sagt er miljøerne blevet bedre til gavn for pigerne og dansk kvindefodbold”

Mette Bach Kjær, forperson i Kvindeeliteudvalget

Med de nye licenser overgår licenssystemet til en to-årig licensperiode. Det skal give klubberne mere tid mellem licensansøgningerne til at fokusere på udviklingen af miljøerne. Samtidig tilbydes klubberne et midtvejsbesøg inden de auditeres forud for den næste licensperiode. Dermed er der grundlag for yderligere fremgang ved næste licenstildeling, skriver dbu.dk.

Læs også:

Fra næste sæson: U18 DM erstattes af U19 Liga og U19 Division