EM-holdet fejres i både Viborg og København

0
1266

Det danske kvindelandshold kan se frem til en massiv dansk hyldest på mandag, uanset om det bliver til guld eller sølv i søndagens EM-finale mod Holland.

Både Viborg og Københavns Kommuner står klar til at hylde holdet, som derfor skal på en mindre turné rundt i både domkirkebyen og den danske hovedstad.

Først ankommer holdet til Karup Lufthavn, hvorfra de vil blive kørt i bus til Viborg. Her skal de hyldes på rådhuset i byen, som huser landsholdets officielle hjemmebane. Derefter flyver holdet videre til København, hvor der venter endnu en hyldest.

”Dobbelt op på fejring. Mindre kunne vel næsten heller ikke gøre det med den præstation og alt det spillerne har gjort.  Ikke alene i form af sportslige resultater. Men også for anerkendelsen af hele kvindefodbolden,” siger kommunikationschef Jakob Høyer til dbu.dk

De præcise tidspunkter for ankomst og fejring er endnu ikke endelig fastlagt. De vil blive meldt ud efter finalen, skriver dbu.dk.

Inden mandagens hyldest kan spillerne også regne med at blive hyldet af det officielle Danmark i Holland. Statsminister Lars Løkke Rasmussen og kulturminister Mette Bock vil være blandt tilskuerne til finalen i Enschede, hvor også flere medlemmer af DBUs kvindekommission deltager, blandt andet forhenværende statsminister Helle Thorning-Schmidt.