Homare Sawa – en japansk gigant på 164 cm og 55 kilo

0
1032
Homare Sawa og cheftræneren Norio Sasaki med VM-trofæet efter sejren over Tyskland i finalen i 2011. Foto: J. League Photos
Homare Sawa og cheftræneren Norio Sasaki med VM-trofæet. Foto: J. League Photos

Det danske kvindelandshold står ikke bare overfor de regerende verdensmestre, når holdet fredag møder Japan i den anden kamp ved Algarve Cup. Danskerne skal også op mod verdens bedste kvindelige fodboldspiller i skikkelse af den japanske anfører Homare Sawa

Af Frits Ahlstrøm

Et er at være verdensmester; et andet at være verdens bedste kvindelige fodboldspiller. Kun beskedenhed og ydmyghed afholder Homare Sawa fra at bruge begge titler på sit visitkort.

Homare Sawa var anfører for det japanske landshold, som i fjor besejrede USA i finalen om verdensmesterskabet i Tyskland og som Danmark møder fredag eftermiddag i Algarve Cup. Og hun modtog i januar FIFA-prisen som Årets Spiller i verden i 2011 samtidig med, at Lionel Messi fik ”den gyldne bold” som den bedste mandlige spiller.

Homare Sawa, født den 6. september 1978 i Tokio, debuterede i den nationale liga allerede som 12-årig; og hun var kun 15, da hun debuterede på A-landsholdet med at lave fire mål i sejren over Philippinerne. Hendes kvaliteter som en arbejdsom og kreativ midtbanespiller var så indlysende, at Atlanta Beat skrev kontrakt med hende, da amerikanerne indførte en landsdækkende professional liga i 2001. Hun spillede for klubben i tre sæsoner inden ligaen blev opløst. Da den blev genoptaget i 2009, ansatte Washinton Freedom hende for to sæoner (209 og 2010). Hun er nu tilbage i Japan.

Homare Sawa med nummer 10 på ryggen blev kåret som den bedste spiller i VM-slutrunden i Tyskland og modtog desuden ”den gyldne bold” som turneringens topscorer. Hun lavede fem mål i alt, det ene i finalen, hvilket gjorde hende til den ældste målscorer nogensinde i en VM-finale.

”Vi kom til Tyskland i håb om at nå til semifinalen” sagde hun. ”Jeg havde ikke drømt om, at vi kunne blive verdensmestre.”

Homare Sawa, der er 164 cm høj og vejer 55 kilo, men en gigant på banen, dedikerede de to individuelle priser til sine holdkammerater – og trofæet til sine forældre. ”Min mor fløj fra Japan til Tyskland for at overvære finalen” fortæller Homare Sawa. ”Jeg er glad for, jeg kunne dele denne oplevelse med hende på stedet.”

Efter hjemkomsten blev Homare Sawa og holdet – populært omtalt som ”Nadeshiko” efter en lyserød blomst, der i Japan symboliserer skønhed – modtaget af statsministeren Naoto Kan og tildelt ”Folkets Fortjenstmedalje”. De kom dermed i selskab med Japans mest berømte baseball-spiller Sadaharu Oh og filminstruktøren Akira Kurosawa.

”Jeres præstation var en opmuntring for alle i Japan, ikke mindst dem, der blev så hårdt ramt under jordskælvet” sagde Naoto Kan. ”I er rolle-modeller for den japanske ungdom.”

Og måske også for de danske spillere efter fredagens kamp.

 Kampen Danmark-Japan spilles fredag kl. 12.10