En rollemodel i topklasse på træningslejr med U12 piger

0
2226

FODBOLD FOR PIGER skrev forleden om landsholdsspiller Nicoline Sørensens besøg på en træningslejr for U12-piger i HG Fodbold, Hvidovre og Holmegaard. Nu har HG Fodbold sendt os denne beretning fra træningslejren:

Af HG Fodbold

Ca. 50 piger mellem 10 og 12 år sad musestille og lyttede med blikket fast naglet på foredragsholderen. Et sjældent syn – men det var også en sjælden begivenhed. For hvor ofte sker det lige, at en landsholdsspiller sætter tid af til at besøge en træningslejr for U12 pigefodboldspillere?

Det skete faktisk på en netop overstået træningslejr i Næstved. Træningslejren var arrangeret af HG Fodbolds U12 træner Thomas Villadsen, der havde samlet inviteret to andre klubber fra hhv. Hvidovre og Holmegaard til at deltage.

“Ved at konstruere en træningslejr på tværs af tre klubber var min tanke, at vi hver især kunne få både noget socialt men også noget fodboldfagligt ud af det. Træningslejre er jo oftest bare det enkelte hold, der tager på en enkelt overnatning eller to. På denne træningslejr blandede vi alle tre hold efter niveau og lavede forskellige træningsøvelser. Det gav en god dynamik og pigerne fik øvet deres sociale egenskaber i forhold til at skulle samarbejde med nogen, de ikke kendte i forvejen”, fortæller Thomas Villadsen.

I løbet af træningslejren spillede de tre hold flere mindre turneringer mod hinanden, så holdene også fik øvet den traditionelle kamptræning inden turneringsstart.

Nicoline Sørensen fortæller om sin vej til landsholdet.
Fællesfoto med Nicoline Sørensen.
Der skrives autografer!

Landsholdspiller på besøg

Prikken over i’et på den to dage lange træningslejr var da Nicoline Sørensen, der er 19 år og A-landsholdsspiller, kom og fortalte sin historie fra hun var på sine tilhøreres alder (ca. 10 år) og til i dag, hvor hun efterhånden er fast spiller på A-landsholdet. I sidste måned blev hun desuden kåret til Årets Talent.

Det var tydeligt imponerede U12 piger, der sugede al information til sig, mens Nicoline fortalte. Efter foredraget blev der stillet masser af spørgsmål, og så skulle der selvfølgelig også skrives autografer – på støvler, spilletrøjer og i panden. Ingen tvivl om, at hun er en rollemodel af høj kvalitet.

Nicoline Sørensen var bagefter med ude på træningsbanerne, hvor hun stod for opvarmningen inden hun forlod Næstved, for at tage turen tilbage til København. Men allerede tirsdag den 11. april er hun tilbage på de Syd- og Vestsjællandske breddegrader, når landsholdet skal møde Findland i Slagelse. HG Fodbold er selvfølgelig med på tilskuerpladserne med både U12 og U14 pigerne.

Opstart

Skulle der sidde nogle piger mellem 10 og 12 år, der gerne vil prøve at spille fodbold, så kom endelig forbi HG’s træningsbaner. U12-pigerne træner tirsdag og torsdag klokken 17-19. Kig også på HG’s hjemmeside under U12-pigerne: http://live-1070-herlufsholm-gf.umbraco-proxy.com/boerneungdom/piger/u12/