Nicoline Sørensen fik comeback efter 435 dages skadespause

0
726
Foto: Everton FC

Mere end et år efter sin alvorlige korsbåndsskade fik Nicoline Sørensen lørdag comeback for Everton i en ligakamp mod Arsenal

I mere end år har en alvorlig skade holdt landsholdsprofilen Nicoline Sørensen væk fra fodboldbanerne. Men nu er skadeshelvedet slut. Lørdag fik Nicoline Sørensen comeback for sin engelske klub Everton, der tabte 1-0 til Arsenal.

”435 dage senere … jeg er så forbandet stolt!,” skriver Nicoline Sørensen på Instagram.

Nicoline Sørensen fik en korsbåndsskade i en ligakamp for Everton i september 2021. Derefter fulgte en operation og langt genoptræningsforløb, men lørdag fik Nicoline de sidste 15 minutter mod Arsenal.

”Tak til hver og en, som har været en del af min rejse,” skriver hun på Instagram.

Perfekt skifte

Nicoline Sørensen skiftede til Everton fra Brøndby i sommeren 2020. Det var midt under coronanedlukningen, så Nicoline Sørensen nåede ikke at besøge klubben i nordengelske Liverpool, før hun skrev under. Men som hun fortalte FODBOLD FOR PIGER efter et lille års tid i klubben, så havde klubben vist sig at leve op til alt det, hun havde håbet på:

“Klubben har gjort enormt meget for, at kvinderne skal ses på lige fod med herrerne. Der er en ’one club mentality’. Vi deler træningsanlæg og faciliteter, så vi får de bedste forudsætninger for at præstere. Jeg føler virkelig, at jeg er i en klub, der rigtig gerne vil kvindefodbolden. De har lavet en fem års-strategi og satser enormt meget på kvindefodbold,” fortalte Nicoline Sørensen.

Du kan læse interviewet med Nicoline Sørensen her: Nicoline Sørensen stortrives i Everton: Det lever op til alt det, jeg havde håbet på

I videoen her kan du se højdepunkter fra Evertons kamp mod Manchester City fra 19. november: