FC København etablerer selvstændigt selskab til kvindehold

0
854
FC Damsøs formand Anker Thisted og FCKs direktør Jacob Laursen trykker hænder, efter at et flertal på en generalforsamling i FC Damsø 4. januar 2024 gav bestyrelsen mandat til at forhandle et aftale om en overbygning på plads med FC København. Foto: Torkil Fosdal, FCK Media

F.C. København Kvindefodbold A/S er et nyt datterselskab af F.C. København P/S, som skal drive det nye kvindehold, der lanceres 1. juli 2024, hvor FCK overtager FC Damsøs kvindehold

FC Københavns kommende kvindehold får sit eget selskab, F.C. København Kvindefodbold A/S, som bliver et datterselskab af F.C. København P/S.

Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

”Vi glæder os over, at vi har taget endnu et skridt på den ambitiøse rejse mod at skabe et stærkt kvindehold i F.C. København regi, og at vi har sammensat en bestyrelse, der vil arbejde dedikeret for at udvikle kvindefodbolden i FCK og i København,” siger Henrik Møgelmose, der er formand i det nye selskab.

Kvindeholdet er blevet til via en overbygningsaftale mellem FC Damsø og FC Københavns øvrige moderklubber, KB og B1903. Det er FC Damsøs hold i 2. division, som til sommer kan trække i den hvide FCK-trøje.

”Der er fortsat en lang vej foran os, men vi er alle meget motiverede for at komme godt i gang, og vi har sammensat en bestyrelse, der repræsenterer alle parter i samarbejdet,” siger han.

Michael Stenskrog er næstformand i det nye selskab, mens Gert Petersen er KBs repræsentant, Louise Bøje Jensen er B1903s repræsentant, og Anker Thisted repræsenterer FC Damsø.

De øvrige bestyrelsesmedlemmer er direktør for CO/PLUS, Sasha Denham, der tillige er spiller i FC Damsøs førsteholdstrup, samt tidligere justits- og udenrigsminister Lene Espersen.

Læs også: FC København laver partnerskab med en af nordens førende kvindeklubber

FC Damsøs anfører Sophie Borre i aktion forleden mod Vejle. Foto: Astrid Simone Trolle