Landstræner: Spillerne får vinger i Viborg

0
871
Landstræner Nils Nielsen står for anden gang i spidsen for det danske kvindelandshold ved Algarve Cup.

Kvindelandsholdet har fået bedre styr på balancen på holdet, siger landstræner Nils Nielsen efter tirsdagens 2-0 sejr over Sverige, som sender Danmark til EM. Det var Danmarks fjerde sejr på Viborg Stadion, hvor h0ldet har hentet en målscore på 17-0 i fire kampe. ” Vi får vinger her,” siger landstræneren

Af Niels Nedergaard

Det danske kvindelandshold tog tirsdag aften en stor skalp, da holdet kvalificerede sig til EM-slutrunden via en flot 2-0 sejr over OL-sølvvinderne fra Sverige. Landstræner Nils Nielsen forklarer, at man har fået bedre styr på balancen på holdet, hvilket er årsagen til succesen.

Danmark spillede tirsdag aften en meget flot landskamp, da holdet foran et næsten udsolgt Viborg Stadion kvalificerede sig til EM-slutrunden næste år i Holland. Nils Nielsen mener, at holdet har forbedret sig meget i forhold til de forrige år, og det skyldes blandt andet en god balance på holdet.

“Vi har fået lidt bedre styr på balancen i holdet, så vi ikke kun er nødt til enten at forsvare eller angribe. Nu kan vi ligesom gøre begge dele, og det giver jo en helt masse, og så synes jeg, vi har fundet en bedre rytme i, hvordan vi gerne vil bygge spillet op, og så skaber vi jo en del flere målchancer,” fortæller landstræner Nils Nielsen til Fodbold For Piger, og tilføjer:

“Vi har altså også sparket nogle meget flotte mål ind, og det hjælper så også. Så vil jeg også sige, at når vi spiller her i Viborg, der har vi spillet fire kampe, og vi har vundet dem alle med en målscore på 17-0 samlet i de fire kampe. Altså det er en hjemmebane det her, og folk bakker os op, og spillerne får jo vinger, når de spiller her, så det har selvfølgelig også stor betydning, at vi har fået en hjemmebane, hvor folk kommer og bakker os op

Også landstræner Nils Nielsen er forsigtig i sine udtalelser om holdets chancer ved den kommende EM-slutrunde nede i Holland, men landstræneren understreger, at der er stort talent i det nuværende kvindelandshold.

“Det er for tidligt at sige noget om endnu, der er jo meget lang tid til endnu, men det er jo klart, at jeg synes, vi har et meget talentfuldt hold. Det eneste jeg kan love er, at vi bliver bedre inden Holland, men det har vi også brug for, hvis vi skal kunne dyste mod de bedste hold henover en lang turnering. Det her var en kamp, og et EM er jo forhåbentligt mere end tre kampe,” afslutter Nils Nielsen overfor Fodbold For Piger.

Med sejren over Sverige slutter Danmark på 19 point i gruppen med en målscore på hele 22-1. Det er kun de svenske OL-sølvvindere, der har skrabet flere point sammen i puljen, end danskerne har.