Fodbold for piger
Danacup.com

Lyon snuppede guldet efter straffesparkskonkurrence

Lyons målmand scorer det afgørende straffespark. Scoringen kan ses på uefa.dk

Der måtte en straffesparkskonkurrence til, før Champions League-finalen var afgjort. Men efter 8 runder kunne Lyon endelig kalde sig vindere af dette års udgave af UEFA WOMEN’S CHAMPIONS LEAGUE.

Af Solveig Valbjørn

Der skulle gå hele 120 minutter før dette års udgave af kvindernes Champions League-finale skulle afgøres. Efter 90 minutters spil uden mål, skulle de to finalehold Paris SG og Lyon ud i forlænget spilletid. Men heller ikke her kunne holdene finde vej til målmaskerne.

Kampen kunne ellers have gået begge veje, da det var en meget lige kamp på alle parametre. Det var tydeligt, at begge hold var mærket af nervøsitet, og derfor havde meget svært ved at skabe de helt store chancer.

Hele 16 straffespark skulle der til, før finalen fik en vinder. PSGs målmand Kiedrzynk ramte langt forbi målet, men hun havde mulighed for at redde sit hold, ved at forhindre Lyon i at score på det afgørende straffespark. Det lykkedes dog ikke, og derfor blev målmanden Bouhaddi helten for Lyon, da hun satte kampens sidste spark sikkert i nettet fra 11-meter-pletten.

Omkring 22.000 tilskuere var på plads på Cardiff City Stadium torsdag aften da de to franske tophold mødte hinanden, i hvad der må kaldes en usædvanlig finale. Det er nemlig første gang i UEFA WOMEN’S CHAMPIONS LEAGUEs historie, at der hverken har været svensk eller tysk deltagelse i finalen.
Har du lyst til at læse mere om kvindernes Champions League, kan du klikke her.

You must be logged in to post a comment Login