Dagbog: Cecilie og Daniella tager os med tæt på U17-landsholdet

0
3573

Skjern og Ringkøbing bliver i denne uge indtaget af Danmarks U17-landshold, når de spiller EM-kvalifikation. Vi kommer med Cecilie Nielsen og Daniella Diaz, når de i en dagbog fortæller om mandagens oplevelser, hvor Danmark vandt 4-0 over Ukraine.

Af Camilla Bergholm

Danmarks U17-landshold er i denne uge samlet i Skjern og i Ringkøbing for at spille EM-kvalifikation. Pigerne laver i den forbindelse dagbøger fra ugen, hvor de tager os med helt tæt på truppen.

I denne artikel følger vi Cecilie Nielsen og Daniella Diaz, når de fortæller om deres oplevelser fra i går, hvor de spillede mod Ukraine. En kamp Danmark vandt 4-0.

Mandag bød på morgengymnastik og sejr

Kære dagbog,

Dagen i dag startede ud med morgengymnastik og en god omgang morgenmad. Morgenbuffeten har et bredt udvalg, så der er mad til enhver smag.

Klokken 10:05 gik vi en lang tur for at få lidt gang i kroppen. Efterfølgende havde vi et kort taktisk oplæg vedrørende kampen, og hvad der skulle til for at få en god kamp senere på dagen.

Klokken 12:00 pakkede vi bussen og kørte mod dagens kampbane, som i dag var i Skjern. Stemningen i bussen var god, og alle virkede klar til den første kamp i kvalifikationen til EM.

Klokken 14:00 begyndte kampen. Alle var klar efter en god opvarmning. Ukraine pakkede sig meget sammen på deres egen banehalvdel, så vi havde bolden størstedelen af kampen, hvilket vi fik udnyttet fint. Cornelia fik i hvert fald splittet Ukraines forsvar ad, da hun scorede hattrick i første halvleg.

Efter kampen var der sat lidt tid af til at få hilst på de fremmødte tilskuere, og der blev også skrevet nogle autografer til dem, der ville have det. Efterfølgende var der, som altid efter en sejr, god stemning i både omklædningsrummet og i bussen.

Dagen sluttede af med en lille kort afrunding og nogle små videoklip fra dagens kamp. Der var ingen tvivl, da der skulle stemmes på ”kampens spiller”. Både trænere og spillere var meget enige om, at Rebekka Frost Frederiksen spillede en fremragende kamp i dag, hvor hun blandt andet fik scoret et enkelt mål til slutresultatet 4-0.

Cecilie Nielsen og Daniella Diaz

Næste kamp er torsdag den 18. oktober mod Færøerne, og den bliver spillet i Ringkøbing.