Dansk landsholdsprofil: Så stærk er Brøndbys modstander

0
848
FFC Frankfurt ligger lige nu på en tredjeplads i 1. Bundesligae. Foto: 1. FFC Frankfurt
FFC Frankfurt ligger lige nu på en tredjeplads i 1. Bundesligae. Foto: 1. FFC Frankfurt
FFC Frankfurt ligger lige nu på en tredjeplads i 1. Bundesligae. Foto: 1. FFC Frankfurt

Det er en kæmpe mundfuld der venter Brøndbys kvinder, når de senere på måneden møder tyske 1. FFC Frankfurt i semifinalen i Champions League. FODBOLD FOR PIGER har bedt den danske landsholdsmålmand Stina Lykke Petersen, der spiller i den tyske 2. bundesligaklub FC Köln, om en vurdering af Frankfurt, og hun beskriver holdet som næsten komplet med en meget stærk offensiv.

”Deres styrke er, at de har mange spillere med meget erfaring fra både klub- og landshold. De er rigtig stærke på dødbolde og på omstillinger. Der er mange profiler på holdet, men det er især deres offensiv, der er stjernebesat,” siger Stina Lykke Petersen, der skiftede til tysk fodbold i 2013 fra netop Brøndby.

Frankfurts offensiv viste sin skræmmende styrke i kvartfinalen, hvor modstanderen Bristol Academy blev tværret ud af tyskerne, som samlet vandt 12-0 over to kampe. Stina Lykke har også selv prøvet at tabe stort til Frankfurt, der lige nu er nummer tre i 1. Bundesligaen. Det skete, da hun spillede for MSV Duisburg i 2013-2014.

”Vi tabte 5-0, og vi blev totalt udspillet,” fortæller hun.

Dzsenifer Marozsán
Dzsenifer Marozsán

Hvem er deres profiler?

”Der er Dzsenifer Marozsán som ligger på den offensive midtbane og er hvad man kalder en komplet fodboldspiller. Hendes spil kan vel sammenlignes lidt med Christian Eriksens. Kerstin Garefrekes spiller som regel på kanten, hun har en evne til altid at stå på de rigtige steder og scorer mange mål. Spanske Verónica Boquete er en særdeles teknisk god spiller, som altid er bevægelig og god til at spille sine medspillere. Endelig er der Celia Sasic, der også er angriber på det tyske landshold. Hun er god både i fødderne og på hovedet, skyder gerne udefra og på svære vinkler”.

Verónica Boquete.
Verónica Boquete.

Hvad er holdets svagheder?

”Dem er der desværre ikke mange af. Deres målmand Desirée har været lidt svingende i sine præstationer i denne sæson, set i forhold til tidligere år.  De har også manglet Saskia Bartusiak i midterforsvaret, men hun er på vej tilbage fra sin skade, så hun kan måske nå at blive klar til opgøret mod Brøndby”.

Brøndby spillede sig videre til semifinalen med en samlet 2-1-sejr over svenske Linköpings FC. Stina Lykke vurderer, at Brøndbys chancer mod Frankfurt er de samme, som de var mod Linköping.

”Det gælder om, at få udnyttet de chancer, der kommer. Og så skal de ellers sørge for at lukke ned bagi og kæmpe røven ud af bukserne som hidtil. Brøndby skal dog også prøve at spille sit eget spil, da jeg synes Brøndby er teknisk gode nok til at være med,” siger Stina Lykke.

Brøndby og Frankfurt spiller de to semifinaler den 18.-19. april og 25.-26. april. De endelige spilletidspunkter er ikke offentliggjort endnu.